Så er der så småt ved at være gang i komfuret igen. Efter tre ugers køkkenløshed er jeg langsomt ved at vænne mig til min nye køkkenregion. Det har været meget sværere, end jeg havde forestillet mig - den første uge er gået med bare at huske, hvor jeg stillede skålene, lagde parmesanrivejernet og ikke mindst at lære både den nye ovn og de nye kogeplader at kende. Og så er der hele problematikken med, hvor hvad skal stå i det e-n-o-r-m-e køleskab, jeg nu har boende. Altså, der er slet ikke sådan en monster-amerikaner eller noget, men i forhold til tidligere tiders sparsomme køleudstyr, er en 185 x 60 køle/frys-fætter noget af en omvæltning.
Der var på ingen måde ryddet op, da jeg tog dette billede - men så kan I i det mindste få en fornemmelse af mit nye køkken, inklusive den hypersociale kogeø.
Nåmen, videre til den første opskrift fra det nye komfur - eller rettere, et tip til at lave en luksusfrokost ud af lidt koldt kød, du har tilbage fra en middag.
I fredags indviede jeg køkkenet med en middag for mine forældre, min lillebror, onkel Søren, fætter Daniel og den smukke Lea. Menuen stod på komfur-klassikere som crostini med artiskokcreme og granatæblekerner, langtidsbraiserede svinekæber med kartoffelmos, salat med avocado, mandler og tørrede tranebær efterfulgt af chokoladekage med lemoncurd-flødeskum. Svinekæberne var i øvrigt lavet på samme måde som lammeskankene fra januar.
Og da selskabet meget mætte forlod bordet, var der to svinekæber tilbage. De røg i køleskabet - og i dag, da jeg skulle have noget frokost, lavede jeg en hurtig sandwich, som viste sig at smage ganske vidunderligt:
Sandwich med svinekæber, artiskokcreme, avocado og grantæble
2 skiver godt, italiensk brød, lunet eller ristet,
2 svinekæber, kolde - eller noget andet koldt reste-kød
4 spsk artiskokcreme med hvidløg
1/2 avocado, skåret i tyndeskiver
1 håndfuld granatæblekerner
1 spsk frisk dild
Smør brødstykkerne med artiskokcreme. Findel kødet og læg det på den ene skive - og drys granatæblekernerne henover. Læg avocadoskiverne på den anden skive brød og drys med dild. Læg de to skiver sammen og fryd dig over en virkelig mættende og luksuriøs reste-frokost.
___________________
Er du ny ved Komfuret? Så først og fremmest velkommen. Husk, at du kan abonnere på indlæg ved at klikke på rss-feed-feltet i spalten til højre. Øverst i spalten kan du også melde dig til som fast læser - det er altid rart at se, hvem der læser min blog :-) Efterlad gerne en kommentar, hvis et indlæg har inspireret dig. Du er også altid velkommen til at maile på kristineskomfur (at) gmail (dot) com - jeg vil elske at høre fra dig.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Wauw et flot køkken! Tillykke med det, det ser rigtig hyggeligt (og pænt!) ud. Og tak for en super-inspirerende og fin blog.
SvarSletSvinekæbe er det nye sort, så det der er en sandwich lige efter min smag:)
SvarSlet