Komfurets Grundskole: Chili con carne

Chili con carne minder mig især om én ting: Århus Festuge! Komplet med Clemensbro, dugvåd septembernat, plastiktallerken, små rudeformede brød og en gedigen vodkabrandert. Måske i virkeligheden ikke så langt fra den rustikke cowboybaggrund, som chilien har.

Heldigvis behøver du ikke et lejrbål og en ramponeret støbejernsgryde, når du skal lave chili con carne. Men retten blev oprindeligt lavet med groftskåret oksekød - en kødhakker var ikke noget, man lige monterede på hesten - så hvis du har tiden, så køb endelig et helt stykke oksekød, gerne med pæn fedtmarmorering, og hak det groft med en kniv.
Men til daglig - eller en ugetræt fredag aften - så køb endelig en gang hakket kvalitetsoksekød, allerhelst økologisk. Da det der med chili ikke bare handler om at høvle et helt glas støvet rødt pulver i gryden, men om at skabe en dybde i styrken, bruger jeg flere forskellige former for chili. Og putter dem i på forskellige tidspunkter. Jeg synes, at det giver en fuld smag, der langsomt varmer svælget - og sjælen - op.

Server med kølende cremefraiche og et godt brød til at søbe sovsen op med. Øl vil vist være perfekt til, men en iskold cola er nu heller ikke at foragte.

Chili con carne til 4:

500 g oksekød
2 løg, hakket
2 fed hvidløg, hakket
2 laurbærblade
1 spsk chilipulver
3 tsk oregano
2 tsk paprika
2 tsk knust spidskommen
1 tsk chiliflager
1 stor peberfrugt, skåret i små tern
2 dåser hakkede tomater
1 dåse kidneybønner
1 rød chili, finthakket
1/2 dl stærk kaffe
40 g mørk chokolade, minimum 70 % kakaoindhold

Brun oksekød, løg og hvidløg for relativ høj varme og tilsæt laurbærblade, chilipulver, oregano, paprika, spidskommen, chiliflager, peberfrugt og tomater. Skru næsten helt ned, læg låg på og lad simre i mindst en time og gerne halvanden. Tilsæt bønner, rød chili og kaffe og lad koge videre uden låg i et kvarter. Chili con carne må ikke være for flydende, så sørg for at der fordamper en del væde. Måske skal du skrue lidt op for varmen. Smag til med mere oregano, spidskommen og eventuel chiliflager. Kom til sidst chokoladen i - den giver en dybere smag, dæmper det stærke en smule og jævner sovsen lidt.

TIP! Genial gæstemad
Chili con carne bliver kun bedre af, at du laver den dagen før, den skal på bordet. Det er, som om tiden får smagene til at smelte helt sammen. Det gør denne ret perfekt til mange gæster. Så skal du blot varme rette op, dække bord og varme flute. Easy-peasy.

___________________

Er du ny ved Komfuret? Så først og fremmest velkommen. Husk, at du kan abonnere på indlæg ved at klikke på rss-feed-feltet i spalten til højre. Øverst i spalten kan du også melde dig til som fast læser - det er altid rart at se, hvem der læser min blog :-) Efterlad gerne en kommentar, hvis et indlæg har inspireret dig. Du er også altid velkommen til at maile på kristineskomfur (at) gmail (dot) com - jeg vil elske at høre fra dig.

Komfurets Grundskole: Kristoffers magiske pizzadej

Som lovet har jeg endelig fået opdateret med opskriften på min brors fantastiske pizzadej. Den giver en blød, glat og elastisk dej, der resulterer i sprøde bunde. Du finder opskriften under Grundskolens pizza lige her.

___________________

Er du ny ved Komfuret? Så først og fremmest velkommen. Husk, at du kan abonnere på indlæg ved at klikke på rss-feed-feltet i spalten til højre. Nederst i spalten kan du også melde dig til som fast læser - det er altid rart at se, hvem der læser min blog :-) Efterlad også gerne en kommentar, hvis et indlæg har inspireret dig, efterladt tvivl eller blot inviterer til et par ord - jeg vil elske at høre fra dig. Du er også altid velkommen til at maile på kristineskomfur (at) gmail (dot) com.

Komfurets Grundskole: Risotto

Min første risotto kan jeg huske for alle de forkerte ting. Den var noget rod. Risene liiidt for al dente, konsistensen langt fra cremet. Og det generelle indtryk blev en bastant risfætter, der slet ikke var en fornøjelse af spise. Den næstværste risotto jeg har fået var på en italiensk restaurant i London. Det var nærmest udkogte ris i bouillon. Så der gik meget længe inden jeg begyndte på det der med risotto igen. Men for et par år siden tænkte jeg, at det var en skændsel, at en italianofila som mig burde kunne en risotto på rygraden - og derfor indkøbte jeg ris, noilly prat og parmesanost og gik i gang med at øve mig. Og nu sidder den der!

Risotto er blevet den ultimative hverdags-comfortfood for mig. For den kræver ganske vist, at du står et stykke tid over dit komfur - men forberedelserne tager ingen tid. Så den er egentlig modsætningen til asiatisk mad, hvor du skærer og skærer og skærer, men kun steger i få sekunder. Så alt i alt tager det ikke længere tid - du rører bare i en gryde i 20 minutter. Og retten er så tilfredsstillende at spise...

Min basis-risotto er ikke bare en hvid risotto - i min verden bliver det simpelthen for kedeligt. Jeg laver min med tørrede svampe og pynter med en gavmild skefuld pesto. Du kan også pynte med nogle stegte svampe - eller ligefrem begge dele.

Jeg lige tale lidt om konsistensen på den perfekte risotto. Den skal være cremet, glidende, flydende - og alligevel fast. Når du kører en ske igennem risottoen i gryden, skal der gå nogle sekunder før 'cremen' mødes igen. Den nemmeste måde at opnå det på, er at komme smør, parmesanost og lidt ekstra noilly prat i risen, når du har taget dem af varmen. Læg så låg på og lad risottoen stå i 3-5 minutter. Nå, nu har jeg vist lidt fra travlt - jeg begynder fra begyndelsen.

Komfurets risotto til 1:

125 g risottoris (arborio eller carnaroli)
2 små stænger bladselleri, fintskåret
1 lille løg, finthakket
2 spsk olivenolie
1,5 dl noilly prat (eller tør hvidvin)
En lille håndfuld tørrede svampe, udblødt i varmt vand og finthakkede - og gem vandet
5 dl varm kyllingefond (eller grøntsagsfond, hvis du er vegetar)
Evt. salt
En stor håndfuld revet parmesanost
15 g smør
En sjat noilly prat
1 stor skefuld pesto (jeg køber den geniale og hjemmelavede variant fra Spaghetti Martelli)

Varm olien op over medium varme og steg bladselleri og løg til de bliver bløde uden at tage farve. Kom risene og de finthakkede svampe i og lad det stege med et par minutter. Når risene er blevet gennemsigtige, skruer du lidt op for varmen og hælder noilly prat ved. Rør rundt indtil væsken er væk og kom svampevandet i. Rør rundt igen indtil væsken er væk og tilsæt så en suppeskefuld kyllingefond og rør igen. Sådan forsætter du, indtil risene er færdige - de skal have et lille bid og saucen rundt om skal være cremet. Tag gryden af varmen, rør smør, ost og ekstra noilly prat i, læg låg på og lad risottoen stå 3-5 minutter. Smag eventuelt til med en smule salt, men husk at både fond, ost og smør er salt.

Komfurets Grundskole: Pizza

Den hjemmelavede pizza er i den grad blevet udkonkurreret af diverse takeaway-etablissementer - både dem, der leverer veltillavede modeller med tynd, sprød bund og lækre råvarer på toppen, og dem der excellerer i at læsse blandet salat, beanaisesauce, spaghetti, pomfritter og alverdens andre grillbar-traditioner ovenpå.

Jeg tror, det har noget med tid at gøre. Mange tænker på den hjemmelavede pizza som et tidskrævende projekt, der ikke bliver bedre end købevarianterne. Intet kunne være mere forkert. Til daglig, hvor det ofte skal gå hurtigt, ser jeg ingen skam i at købe en færdigudrullet pizzadej i Irma. Rul den ud og fyld den med dine yndlingssager - og voila, 15 minutter senere har du en dampende varm pizza, hvor du ved præcis, hvad der er på. Det synes jeg er en fordel, når det handler om den mad, jeg putter i min krop.

Når det så er weekend, kan du give den gas med en håndæltet dej som den, min lillebror, Kristoffer, har perfektioneret. Du får hans opskrift lidt senere i dette indlæg - og tro mig, det er den bedste pizzadej, der findes.

Nogle gange laver jeg en hvid pizza - altså bare med mascarpone og mozzarella på bunden. Mit favoritfyld er stegte blandede svampe, pesto, ristede pinjekerner, trøffelsauce, parmesan og rucola. Og naturligvis en god omgang friskkværnet sort peber på toppen. Du skal nok få opskriften på denne model, næste gang jeg laver den.

Men her koncentrerer jeg mig om den røde pizza, med tomatsauce. Overraskende nok er der ingen grund til at slave over en gryde for at lave tomatsaucen. En kogt sauce vil nemlig blive bitter i ovnen, så i virkeligheden har du kun brug for din stavblender.

Tomatsauce til 4 pizzaer:

1 dåse hakkede tomater, helst økologiske
2 tsk tørret basilikum
1 tsk chiliflager
Salt
Peber

Blend alting til en skummende, ensartet sauce. Smag på den - mangler den noget? Du kan undlade chilien, hvis du ikke vil have en sauce med kick. I stedet kan du tilsætte 1 tsk paprika. Du kan også skifte basilikummen ud med oregano. Eller supplere med 1 tsk merian. Duft dig frem - hvis du kan lide duften, kan du også lide smagen.

Komfurets pizza til 1-2:

1 pizzabund
3-4 store skefulde tomatsauce
150 g revet mozzarellaost
2-3 italienske pølser
Olivenolie
Peber
3-4 spsk groftrevet parmesanost 
Chiliflager
Tørret basilikum
1/2 bakke rucola

Smør tomatsaucen på bunden og dæk med revet mozzarellaost. Pres nu farsen ud af pølserne i meget små stykker. Tryk dem lidt flade og fordel den på osten. Det er vigtigt, at de ikke bliver for tykke, for ellers kan de ikke nå at blive gennemstegte på den korte tid i ovnen. Dryp nu pizzaen med lidt olivenolie og giv den et par kværn sort peber. Bag 10-15 minutter på 225 grader.
Når pizzaen kommer ud af ovnen, fordeler du parmesanosten over fyldet, drysser med chili og basilikum og dækker med skyllet, tørret rucola. Prego!

Kristoffers magiske pizzadej til 4 pizzaer:

5 dl lunkent vand
25 g gær
1 spsk sukker
1,5 tsk salt
2 spsk olie
Så meget mel, som der skal til, for at dejen bliver blød, glat og elastisk

Bland ingredienserne og ælt dejen i 10-15 minutter. Nu kan du vælge mellem to hævestrategier:
1. Lad den hæve 6 timer i køleskabet. Del herefter dejen i fire boller, som efterhæver 1 times tid på et lunt komfur. Form herefter pizzabundene.
2. Lad dejen hæve 2-3 timer ved stuetemperatur og form herefter pizzabundene.

Komfurets Grundskole: Bolognese

Der er de her retter, som man altid vender tilbage til. Laver igen og igen hele livet igennem. Men alligevel begynder mange også forfra på opskriften hver eneste gang. Måske er det derfor, som den smukke Silke, der inspirerede denne opskrift, skrev - at de smager forskelligt hver gang. Ville det ikke være befriende dejligt at have en opskrift, der bare virker? Det er det, som Komfurets Grundskole vil gøre. I løbet af den kommende tid kan du her på sitet finde opskrifter på det, du med garanti for brug for på et tidspunkt. Ideen til serien kommer fra Morten Leerhøy, så tak for den, Morten!

Første afsnit i Grundskolen handler om bolognesen. Og selv om italienerne ikke spiser den på samme måde, som vi gør, har de alligevel deres egen version - den hedder ragú. Fordi pastaen er det vigtige i støvlelandet, er det også den, der er mest af. Saucen er nærmest blot et krydderi. Derfor vil du i italienske kogebøger se opskrifter til 4 personer, hvor der bliver brugt 250 g oksekød. Min opskrift er mængdemæssigt mere dansk, men smagen er autentisk italiensk - især takket være den uundværlige ansjospasta.

Og inden du nu stejler og siger, at det vil du fandme ikke putte i din bolognese, så læs lige lidt videre. Ansjoserne bliver brugt til at salte og har desuden den formidable kvalitet, at de tilfører saucen de femte smag, umami. Kort sagt er umami en ny grundsmag, som forskerne har opdaget. Du kender sødt, salt, surt og bittert - umami er den femte smag. Rent teknisk er det noget med glutamat, der blandt andet findes i tørret fisk, modne tomater, parmesanost og shiitakesvampe. Du kan læse mere om det her.
Nåmen, ansjospastaen smelter fuldstændig sammen med saucen og tilfører den udover en rund saltning også en dybere, fyldigere smag. Du smager den ikke, men du oplever effekten.

Du vil se forgæves efter tørret basilikum eller oregano, og der er med garanti også meget lidt tomat i, i forhold til hvad du er vant til. Det er fordi en bolognese skal være fast, ikke flydende. Så egentlig er det en tilsnigelse at kalde det for en sauce... Absolut nødvendigt er det at lade saucen simre i lang tid. Jeg ved ikke, hvorfor bolognese har udviklet sig til en 'hurtig hverdagsret' - for den bliver først rigtig god, når den får lov til at stå længe på lav varme og smelte sammen. En tommelfingerregel er, at du ikke skal kunne mærke kødet og saucen separat, når du spiser. Det er eksempelvis også derfor en bolognese ofte er bedre dagen efter, du lavede den. Så lad den endelig stå og simre længere tid end angivet herunder - hvis du har tid altså.

Bolognese til 4:

500 g oksekød (lav fedtprocent)
1 stort rødløg, hakket
2 gulerødder, i fine tern
3 spsk balsamico
1/2 dåse hakkede tomater
1 spsk tomatpure
3 tsk ansjospasta
Peber
Salt (måske)
2 spsk olivenolie

Varm olivenolien op i en stor gryde og kom kød, rødløg og gulerødder i. Steg for medium-høj varme til grøntsagerne er begyndt at blive bløde og kødet er brunet. Tilsæt balsamico, hakkede tomater, tomatpure, ansjospasta og peber. Læg låg på og lad simre for lav varme i 1,5 time. Kig til den indimellem og tilsæt lidt mere balsamico eller lidt varmt vand, hvis saucen er ved at koge tør. Smag til med peber, ansjospasta og eventuelt salt. Server med spaghetti og friskrevet parmesanost.

TIP!
Ansjospasta
Den ligner tandpasta, men med sådan en tube i køleskabet kan du altid trylle en fantastisk smag frem. Prøv den i alle former for gryderetter, i almindelig tomatsauce, i ovnstegte bønner, på bruchetta... Jeg køber min i Spaghetti Martelli - og det kan du også. Lige her.