Viser opslag med etiketten grøntsager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten grøntsager. Vis alle opslag

onsdag den 1. juni 2011

Dansk sommerbøf med spidskålssalat


Intet skriger sommer højere end rygeost fra fynske Løgismose, sprødt spidskål og skarpe radiser - så det var det, der kom på min tallerken her til aften. I samarbejde med en saftig entrecôte.

Flere jeg kender har det svært med spidskål. Det er, som om det bliver sat i bås med al den kedelige kålmad, folk kan komme i tanke om. Men jeg synes, spidskål er den fineste i kålklassen. Skåret helt tyndt og marineret kort i olivenolie synes jeg, det bliver en magisk sprød salat med tusind gange mere smag end almindelig salat. Og med en god bøf og den friske rygeost - så behøver du i sandhed ikke mere. Selv om du ikke skal høre et ondt ord fra mig, hvis du supplerer med en flok nye danske kartofler.

Det skal du bruge til 1:

1/4 eller 1/2 spidskål - alt efter størrelse, tyndt snittet
5 radiser, skåret i tynde skiver
1 håndfuld hasselnødder, grofthakkede
1 spsk olivenolie
Lidt risvineddike
Lidt salt og peber
1 god bøf
1 spsk rygeost

Vend spidskål og radiser sammen med olie, eddike, salt og peber. Drys med hasselnødder og lad salaten stå og trække, mens du steger bøffen. Server bøffen med en god skefuld rygeost på toppen - dryp gerne med en smule olivenolie og peber. Anret salaten ved siden af og smag på sommeren!

___________________
Er du ny ved Komfuret? Så først og fremmest velkommen. Husk, at du kan abonnere på indlæg ved at klikke på rss-feed-feltet i spalten til højre. Øverst i spalten kan du også melde dig til som fast læser - det er altid rart at se, hvem der læser min blog :-) Efterlad gerne en kommentar, hvis et indlæg har inspireret dig. Du er også altid velkommen til at maile på kristineskomfur (at) gmail (dot) com - jeg vil elske at høre fra dig.

mandag den 14. december 2009

Coq sans vin

I fredags var der Cosmopolitan-reunion omkring mit spisebord. Eller, det vil sige, det var Camilla Nivaro og mig, der mødtes og talte gamle dage, kommende dage og ikke mindst mad - vores fælles favorit-emne. Hun var inviteret til klokken 19 - jeg ræsede ind ad døren 18.55, så det siger sig selv, at jeg ikke gad stå at hakke, hakke, hakke. Vi skulle jo drikke rødvin og snakke (ha-ha, et mad-rim). Nåmen, i sådan et tilfælde går jeg altid efter min elskede, kæmpestore Le Creuset-stegegryde. Der kan være en mindre ø deri, og det tunge låg holder på væden, så eksempelvis kylling ikke tørrer ud.

Og kylling var netop, hvad jeg lagde ned i gryden. Sammen med timian, perleløg og champignoner. Meget rustikt og fransk. Komplet uden antydningen af den vin, der egentlig burde have været med til festen. Men jeg havde glemt det der med, at marinere kyllingen, for jeg havde ret travlt med at komme ud ad døren om morgenen, så jeg måtte improvisere. Som så mange gange før blev det Irmas kyllingefond, der reddede dagen. Sammen med fløden, naturligvis.

For at understrege den rustikke ret blev tilbehøret ovnstegte jordskokker og pastinakker, men du skal ikke høre et ondt ord fra mig, hvis du vælger at servere kartoffelmos eller ligefrem ris (men så bør det være total old school parboiled ris). Dertil en let salat med blandede blade, avokado, hakkede mandler og tørrede tranebær - det er jo vinter.

Coq sans vin til 2:
4-5 store kyllingeoverlår
En håndfuld timiankviste
1 glas perleløg
250 g markchampignon, skåret i kvarte
3 dl kyllingefond
1/4 l piskefløde
Salt
Peber

Salt kyllingeoverlårene (men hold lidt igen, for senere tilsætter du fond, der er ret salt i sig selv), og brun dem i olivenolie over medium-høj varme med timiankvistene. Når begge sider har fået god farver, hælder du de drænede perleløg ved og lader stege, til de blive let karamelliserede. Tilsæt svampene, steg et minut eller to og hæld så fonden ved. Skru næsten helt ned for varmen og læg låg på. Lad kyllingestykkerne snurre i 45 minutter eller til kødet falder fra benet. Tag overlårene op og skru op for varmen, så fonden koger lidt ind. Tilsæt fløden og lad den koge lidt, så saucen tykner. Smag saucen til med friskkværnet sort peber og måske lidt salt, læg kyllingestykkerne tilbage i saucen og server. Pynt eventuelt med lidt hakket frisk timian.



Ovnstegte rodfrugter:
300 g jordskokker, skrællede
300 g pastinakker, skrubbede og med eventuelt sorte 'øjne' skåret af
Olivenolie
Salt

Skær rodfrugterne i nogenlunde ens størrelse, så de bliver færdige på samme tid. Vend dem i olivenolie og salt og steg dem ved 225 grader i cirka 30 minutter. Vend dem undervejs. De er færdige, når pastinakkerne har fået lækre, karamelliserede kanter.

Salat med avokado, mandler og tørrede tranebær:
En blanding af dine favoritsalatblade (jeg elsker spinat og rucola sammen)
1 avokado, skåret i tynde stykker
En stor håndfuld mandler, grofthakkede
En lille håndfuld tørrede tranebær
En god olivenolie
Peber

Anret vend salatblade og avokado sammen og drys mandler og tranebær på toppen. Dryp med olivenolie og giv salaten et par kværn sort peber.


søndag den 6. december 2009

Kung Fu Kristine

I aftes spiste jeg med to veninder på Kung Fu Izakaya i Sundevedsgade på Vesterbro. Maden er japansk - fisk, tang, bønner, ris og så videre i den dur - og det duer! Især når maden er ledsaget af stedets skønne cocktails, jeg anbefaler Ginger Apple Saketini.

En almindelig søndag aften kaster jeg mig sjældent ud i cocktails - det der søndagsclubbing har aldrig fanget an hos mig. Men maden kan jeg jo godt lade mig inspirere af. Derfor stod min søndagsmenu i dag på teriyaki-marineret laks, ris med sesam og chili samt spinat og avokado med tahin/fromage frais-dressing. Relativt sundt, og du er velkommen til at gøre det endnu sundere med vilde eller brune ris, eksempelvis. Uanset ris-type er dette her i virkeligheden den ultimative tømmermands-mad: laks og avokado spækket med sundt fedt, gode fibre i spinaten og kulhydrater i risen til at opsuge al alkoholen i din krop.

En eller anden gammel klog japaner vil sikkert mene, at du bør lave dine teriyaki-sauce selv - og derfor får du også min opskrift herunder - men du kan også købe udmærkede saucer på flaske hos eksempelvis Asien Supermarked på Østerbrogade i København. En fætter fra flaske er især velegnet på hverdage, hvor det hele skal gå lidt stærkt.

Laks med teriyaki-marinade:

1,25 dl soyasauce
1,25 dl mirin (sød risvin)
2 spsk sukker

2 små laksefileter
0,5 dl teriyaki-marinade


Bland alle ingredienserne til marinaden i en lille gryde og varm op over medium varm. Lad det simre nogle få minutter, sluk for blusset og lad saucen køle helt af. Bland eventuelt en smule sesamolie i. Hæld på flaske og opbevar i køleskabet.

Mariner laksen i 20 minutter og steg den derefter 15 minutter i saucen i ovnen på 180 grader. Server den med klistrede jasminris, som du har drysset med sesamfrø og tørrede chiliflager - det smager dejligt og ser godt ud. Præcis, som mad bør være.

Salat med spinat og avokado med tahin/fromage frais-dressing:

1 dl fromage frais (eller yoghurt naturel)
1 spsk tahin (sesampasta)
1 lille hvidløg, presset eller revet fint
Vand
Salt
Peber
Sukker

2-3 håndfuld friske spinatblade
1/2 avokado (eller en hel, hvis du elsker avokado ligesom jeg gør)

Rør fromage frais og tahin sammen - bliv ikke nervøs, hvis den først stivner og bliver meget fast. Det er fordi, fromage fraisen er køleskabskold og derfor nedkøler olieindholdet i tahinen. Bare bliv ved med at røre, så skal dressingen nok blive glat. Tilsæt hvidløg og rør vand i, til dressing bliver tyndere, men ikke vandet. Smag til med salt og peber - hvis dressingen er meget bitter, kan du justere med en smule sukker.

Anret spinatblade og tynde avokadoskiver i et lille fad, dryp dressingen over og pynt med sesamfrø.


fredag den 20. november 2009

Vild med fredagskylling

I aftes ringede min mor og orienterede mig om, at hun, min far og min lillebror kom til middag i dag. Okay. Rart at vide. Tænkte jeg og kiggede ind i mit køleskab, hvor der for tiden er usædvanligt langt mellem beboerne. Kriterierne for fredagsmad i Abildgaardsgade 4 er enkle: det skal være nemt og også sådan lidt festligt - og absolut kompatibelt med en flaske hvidvin. Måske er derfor, jeg alt for tit ender med en Hells Kitchen Roll, rispapir med and og Beef Tataki fra Sticks & Sushi.

Men sushi er ikke en mulighed, når mine kære forældre rykker ind. Den eneste fisk, min far og lillebror spiser er paneret og stegt til ukendelighed - og min mor elsker al fisk. Tilberedt. Anyway, jeg tænkte, at det måske var tid til at eksperimentere en lille smule. Kylling er altid et hit med Høeg'ene - selv om det egentlig virker en kende kannibalistisk, nu jeg tænker over det. Men det blev nu fjerkræet, der kom i gryden. Og da jeg har haft en dyb trang til mandler (måske er det den nyankomne julestemning, der gør sig gældende), skulle det altså være en art kylling med mandler.

Jeg har tidligere lavet noget a la denne ret i ovnen - her er den blot baseret på hoisin-sauce og har derfor en mere asiatisk 'feel' - men denne gang skulle det være gryde og mere fransk-agtig. Resultatet var et hit. Jeg håber, du vil kaste dig ud i min fredagskylling. Jeg lavede den med kyllingefileter, for det er hurtigst, men hvis du har god tid, så bruge for guds skyld kylling på ben. Det smager en million gange bedre.

Vild med fredagskylling (til 5 personer)
6-7 kyllingefileter
2 courgetter (zucchinier eller squash eller hvad du nu kalder dem)
100 gram mandler
1/2 flaske chardonnay
Salt
Peber
Sukker

Skær kyllingefileterne i 3 stykker hver og courgetterne i stave, der er cirka 1,5 x 7 centimeter. Varm olie op i en stor gryde og brun kyllingestykkerne og krydr med salt og peber. Kom mandlerne ved og lad dem stege et par minutter. Hæld så vinen ved, skru ned for varmen og lad det simre i cirka 15 minutter. Tag så kyllingestykkerne og mandlerne op, skru op or varmen og reducer saucen lidt. Kom kyllingestykker og mandler tilbage i gryden sammen med courgetter og smag til med salt og peber - og sukker, hvis saucen er bitter. Det kan den blive med vinen. Lad stege videre 5-10 minutter, til courgetterne er bløde.




Jeg serverede retten med jasminris, en grøn salat og mine grønne bønner med saltmandler (inspireret af den labre restaurant MASH).

Grønne bønner med saltmandler
400 gram friske grønne bønner (du kan godt lave den med frosne, men det er ikke helt det samme)
100 gram mandler
Fint salt
Peber

Smut mandlerne og rist dem i lidt olivenolie på en hed pande. Når de er lige ved at tage farve, krydrer du generøst med salt og tager mandlerne af varmen. Stil til side.
Nip bønnerne og steg dem for høj varme krydret med peber og en smule salt - husk, der kommer saltede mandler på til sidst. Bønnerne skal have synlige sorte mærker, men stadig være grønne og have bid.
Hak saltmandlerne groft og drys dem over bønnerne - der i øvrigt også smager fænomenalt til en god bøf. Velbekomme - og god fredag.


mandag den 16. november 2009

Suppe til sjælen

Når jeg trænger til et knus, laver jeg altid suppe. Det er, som om en skålfuld rygende varm og fyldig suppe luner hele vejen ned i maven og ind i hjertet. Nu er suppe jo ikke bare suppe - der findes lette, friske asiatiske supper (og hvis det er sådan en, du er på jagt efter, så prøv min kyllingesuppe med ingefær), klassiske mormor-hønsekødssuppe med kød- og melboller og rustikke rodfrugts-fætre, der minder om simpel landkost fra Sydfrankrig. Men når det er en råkold november-aften, så skal det altså være flødelegeret kartoffel- og porresuppe. I hvert fald for mig.

Min suppe er sikkert baseret på den gamle model fra Karoline køkken - det tror jeg egentlig, de fleste danske kartoffel- og porresupper er. Men jeg har aldrig brudt mig om hele porreringe i min suppe. Mine smagsløg foretrækker en fløjlsblød og glat suppe, der uden besvær transporterer varme, energi og kærlighed ud til hver celle i min krop. Indrømmet, suppen er den store stivelsesfest - især hvis du serverer den med brød - men nogle gange er det det, der skal til.

Kristines kartoffel- og porresuppe til 1 person
1-2 porrer (afhængig af størrelse)
1-2 bagekartofler (afhængig af størrelse, bagekartofler koger dejligt ud og er derfor perfekte til blendning)
0,5 liter hønsebouillon
1 dl piskefløde (kan udelades)
Salt
Peber

Skære porrerne i skiver og kartoflerne i små tern. Kog dem 15-20 minutter i bouillonen og tag gryden af varmen. Blend med en stavblender, rør piskefløden i og smag til med salt og peber - der skal altid mere salt i, end du tror. Server med godt brød ved siden af. Jeg er vild med Emmerys hvedeflutes - den lidt syrlige brødkrumme passer perfekt til den fede suppe.

TIP!
Suppen vil absolut ikke lide af en håndfuld sprødstegte baconstykker på toppen - og nogle mænd synes jo ikke, at det er mad, hvis ikke der er gris i.


Related Posts with Thumbnails