mandag den 14. december 2009

Coq sans vin

I fredags var der Cosmopolitan-reunion omkring mit spisebord. Eller, det vil sige, det var Camilla Nivaro og mig, der mødtes og talte gamle dage, kommende dage og ikke mindst mad - vores fælles favorit-emne. Hun var inviteret til klokken 19 - jeg ræsede ind ad døren 18.55, så det siger sig selv, at jeg ikke gad stå at hakke, hakke, hakke. Vi skulle jo drikke rødvin og snakke (ha-ha, et mad-rim). Nåmen, i sådan et tilfælde går jeg altid efter min elskede, kæmpestore Le Creuset-stegegryde. Der kan være en mindre ø deri, og det tunge låg holder på væden, så eksempelvis kylling ikke tørrer ud.

Og kylling var netop, hvad jeg lagde ned i gryden. Sammen med timian, perleløg og champignoner. Meget rustikt og fransk. Komplet uden antydningen af den vin, der egentlig burde have været med til festen. Men jeg havde glemt det der med, at marinere kyllingen, for jeg havde ret travlt med at komme ud ad døren om morgenen, så jeg måtte improvisere. Som så mange gange før blev det Irmas kyllingefond, der reddede dagen. Sammen med fløden, naturligvis.

For at understrege den rustikke ret blev tilbehøret ovnstegte jordskokker og pastinakker, men du skal ikke høre et ondt ord fra mig, hvis du vælger at servere kartoffelmos eller ligefrem ris (men så bør det være total old school parboiled ris). Dertil en let salat med blandede blade, avokado, hakkede mandler og tørrede tranebær - det er jo vinter.

Coq sans vin til 2:
4-5 store kyllingeoverlår
En håndfuld timiankviste
1 glas perleløg
250 g markchampignon, skåret i kvarte
3 dl kyllingefond
1/4 l piskefløde
Salt
Peber

Salt kyllingeoverlårene (men hold lidt igen, for senere tilsætter du fond, der er ret salt i sig selv), og brun dem i olivenolie over medium-høj varme med timiankvistene. Når begge sider har fået god farver, hælder du de drænede perleløg ved og lader stege, til de blive let karamelliserede. Tilsæt svampene, steg et minut eller to og hæld så fonden ved. Skru næsten helt ned for varmen og læg låg på. Lad kyllingestykkerne snurre i 45 minutter eller til kødet falder fra benet. Tag overlårene op og skru op for varmen, så fonden koger lidt ind. Tilsæt fløden og lad den koge lidt, så saucen tykner. Smag saucen til med friskkværnet sort peber og måske lidt salt, læg kyllingestykkerne tilbage i saucen og server. Pynt eventuelt med lidt hakket frisk timian.



Ovnstegte rodfrugter:
300 g jordskokker, skrællede
300 g pastinakker, skrubbede og med eventuelt sorte 'øjne' skåret af
Olivenolie
Salt

Skær rodfrugterne i nogenlunde ens størrelse, så de bliver færdige på samme tid. Vend dem i olivenolie og salt og steg dem ved 225 grader i cirka 30 minutter. Vend dem undervejs. De er færdige, når pastinakkerne har fået lækre, karamelliserede kanter.

Salat med avokado, mandler og tørrede tranebær:
En blanding af dine favoritsalatblade (jeg elsker spinat og rucola sammen)
1 avokado, skåret i tynde stykker
En stor håndfuld mandler, grofthakkede
En lille håndfuld tørrede tranebær
En god olivenolie
Peber

Anret vend salatblade og avokado sammen og drys mandler og tranebær på toppen. Dryp med olivenolie og giv salaten et par kværn sort peber.


1 kommentar:

  1. Mmmm, det var en dejlig middag :-) Kan varmt anbefales!!!! Kram Camilla

    SvarSlet

Related Posts with Thumbnails