onsdag den 2. december 2009
Pasta salsiccia
Egentlig skulle jeg have spist hos min veninde Camilla i aften, men sæsonens virusfest vandt over hende, så nu ligger hun i sengen. I stedet fandt jeg endnu engang mig selv stående i Irma, søgende efter en eller anden form for inspiration. Mine øjne faldt på Æble/timian-pølserne fra Crown of Cooking, som jeg svagt kunne huske tidligere på året scorede topkarakter i en test i forbrugermagasinet TÆNK. De kunne bruges!
I Italien er det helt normalt at bruge farsen fra pølser - det er en nem måde at få smagfulde kødboller eller -fars på, uden selv at skulle rode med krydderier og andre gode sager. Altså perfekt på en travl hverdagsaften. Derfor tænkte jeg, at selv om disse pølser med indholdet af æbler og timian giver klare billeder af et dansk efterår, ville de fint kunne fungere som 'salsiccia', som svinekødspølser hedder på italiensk. Og det kunne de. Den krydrede fars med en fin frugtsødme spiller perfekt sammen med en syrlig-sød tomatsauce og fløjlsblød pasta - og fra jeg skar løg til maden stod dampende og delikat på bordet, gik der 20 minutter.
Pasta salsiccia til 1 person
2 Æble/timian-pølser (eller en anden god, kødfyldt pølse)
Et halvt løg, finthakket
1 fed hvidløg, finthakket
1 dåse hakkede tomater, gerne økologiske
1 tsk tørret merian
1/4 dl balsamico
Evt. 2 tsk tomatpuré
En håndfuld basilikumblade, groftrevne
Peber
Salt
Sådan gør du:
Pres kødet ud af pølseskindet, du skal have cirka 10 små kugler ud af hver pølse - bare lad dem være skæve i formen, det giver det rigtige, rustikke look. Brun dem på panden i olivenolie.
Kom derefter løget på panden og lad det få en smule farve. Krydr med friskkværnet peber og en lille smule salt og hæld derefter tomaterne og hvidløg ved. Krydr med merian og hæld balsamicoen ved. Lad det simre i 15 minutter, til saucen er kogt ind.
Smag på saucen - den skal smage fyldigt, krydret, sødt og syrligt på samme tid. Juster eventuelt med mere balsamico, merian, peber eller salt. Hvis saucen stadig er lidt tynd i det, kan du 'jævne' med lidt tomatpuré. Kom til sidst basilikumbladene i.
Vend friskkogt pasta i saucen på pande og tip over i fin tallerken. Slut af med en stor håndfuld fintrevet parmasanost og et par basilikumblade - og und dig selv et godt glas rødvin.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar