En af mine nyanskaffelser til min allerede proppede kogebogssamling er How to feed your friends with relish af Joanna Weinberg. Udover at bugne af appetitlige og lige til at gå til-opskrifter, er den et mindre opslagsværk i gode værtinde-tips. Alle med et begrænset budget i baghovedet. Eksempelvis er der et helt afsnit dedikeret til weekenden - uanset om den bliver tilbragt på landet, i byen eller sammen med små børn. Og selv om du er vant til at have gæster - både overnattende og til middag - så er der virkeligt mange brugbare råd.
Jeg elsker at samle familie, veninder og venner omkring mit langbord (ja, det lyder meget fancy, men er i virkeligheden sammensat af to Ikea-borde til 550 kroner stykket) - og derfor bliver mit hjem tit rammen om forskellige sammenkomster. En gang om året samler jeg 10-15 veninder til 'damemiddag', hvor der bliver serveret champagne, tre retter, vin, kaffe og drinks. Jeg elsker forberedelserne lige så meget som selve aftenen; at beslutte mig for en menu, at gå ned til grønthandleren i nabohuset og bestille frugt og grønt, udarbejde en arbejdsplan for dagen, borddækningen og især at stille snacks frem og åbne champagnen lige inden gæsterne ankommer.
For mange er det et nødvendigt onde at forberede en middag - og mange stresser helt ud i køkkenet på selve dagen og aftenen. Ofte fordi, de fleste har tendens til at tænke 'nu kommer der gæster, så nu skal den bare have hele armen med menuen' - og derfor vælger nogle retter, de aldrig har lavet før. Så er det da klart, det går galt. Jeg kan også godt stresse, hvis jeg står med en ny opskrift, der ikke arter sig, som jeg forestillede mig, eller ikke ser ud som på billedet i kogebogen. Derfor holder jeg mig til at eksperimentere med nye opskrifter, når jeg er alene hjemme - eller har besøg af venner og veninder, jeg ved siger sandheden.
Så næste gang du får gæster, så styr udenom premiere-retter og hold dig til succesrige kendinge. På den måde frigiver du en masse energi, du kan bruge på at smooche med dine gæster. Og det er jo i virkeligheden det, sådan en aften handler om.
Forberedelse er et andet vigtigt ord i middagsselskabs-sammenhæng. Det siger næsten sig selv, at sidste øjebliks-sager kan få dig til at svede seriøst, når du har 12 sultne gæster, som du gerne vil nå at skåle og tale med. Langtidsstegte godter og no nonsense-desserter, der kræver et minimum af anretning, plejer at være løsningen for mig. Det giver lidt mere plads til at gøre noget ud af forretten.
Til min seneste damemiddag var menuen:
Salat med bøffelmozzarella, parmaskinke og friske figner
Vitello tonnato
Stegt kylling med hvidløgskartofler og tomatgratinerede auberginer
Tiramisu
Og før det:
Kammuslinger med hjemmelavet ingefær/lime-smør og mango/chili-salsa
Langtidsstegt gris i balsamico, rosmarin og rødløg med rodfrugtmos og grøn salat med mandler
Chokolademousse
Det sidste, der er vigtigt for at få en fænomenal aften: Glem de fine fornemmelser. Forstået på den måde, at en værtinde, der bruger aftenen med en klud i hånden og har al sin opmærksomhed rettet mod risikoen for smadrede glas eller pletter på gulvet, ikke er meget af en værtinde. Hvis der er noget arve-krystal eller et dyyyyrt kashmirtæppe, du er øm over, så fjern det, inden gæsterne vælter ind. Så kan du selv - og dermed også dine gæster - nyde aftenen maksimalt.
Min langtidsstegte gris til 10:
2 kilo nakkekam (sørg for at den har seriøs fedtmarmorering, jeg regner 200 gram per gæst)
5 store rødløg skåret i tynde skiver
10 kviste rosmarin, nålene finthakkede
4 fed finthakkede hvidløg
2-3 dl balsamico
4-5 dl rødvin
Olivenolie
Vend nakkekammen i mel på alle sider. Varm olien op i en stor gryde og brun kødet på alle sider. Tag kammen op og læg til side.
Skru ned for varmen og steg løgene for lav-medium varme i 15 minutter indtil de karamelliserer. Tilsæt rosmarin og hvidløg og steg videre i et par minutter.
Skru op for varmen og hæld balsamico og rødvin i gryden og lad det reducere et par minutter.
Læg nu kødet ned i gryden, skru næsten helt ned for varmen, læg låg på og lad dem stege i 3 timer.
Kig til kammen jævnligt og vend den eller øs noget af væsken op over, så den ikke tørrer ud på toppen.
Når kødet er så mørt, at det næsten fader fra hinanden, tager du det op og lader det hvile tildækket.
Si væsken, hæld den tilbage i gryden og skru op for varmen. Lad den koge ind 10 minutter, så du har en sauce, der er blank og lidt tykkere i konsistensen. Hæld glacen over kødet og server.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar