Restauranten er enkelt indrettet; borde i den ene side (ud mod Tivoli), åbne køkkener i den anden. Vi sad ud for forrets- og dessertkøkkenet, og det var en stor fornøjelse at se kokkene (og de stakkels små, men storsvedende elever) trylle smukke retter frem i timevis. I den anden ende, ved indgangen, stod flammerne fra grillen op med jævne mellemrum. Køkkenerne arbejdede effektit, men underligt stille. Beviset for, at man ikke behøver at te sig som Gordon Ramsay eller René Redzepi i et køkken, for at sende velkomponerede og über-delikate retter ud over disken. Det virkede nærmest, som om kokkene og tjenerne arbejdede sammen som én lydløs organisme. Og fint at se, at en tjener også godt lige kune gribe en flaske med sauce og afslutte anretningen, for at hjælpe en fortravlet kok med fire gryder på komfuret og otte tallerkener på anretterbordet.
Jeg havde på forhånd luret, at der var kalvebrisler på menuen. Glem alt om, at det er en kirtel og prøv den. Nimbs variant er marineret i urter, vakuumpakket og dampet i 6-8 minutter og derefter hårdt stegt på panden, så den får en karamelliseret skorpe. Den bliver serveret i jordskokkepuré, ditto skum, med både rå og stegte bøgehatte samt sprøve, papirtynde skiver af jordskokke. En totalt lækker ret, som jeg kunne dufte det meste af middagen igennem, fordi den søde kok fik rigtig mange brisler på bestillingen.
Hovedretten var sværere at beslutte sig for, syntes jeg. Jeg vaklede mellem rokke, lam eller bøf. Rokken faldt på, at det var en bidende kold lørdag, og jeg derfor havde lyst til noget substantielt til middag. Lammeskank stod på mit eget komfur forrige weekend, så valget faldt på bøffen.
En saftig, rødstegt entrecôte blev serveret med glaserede skorzonerrødder, friterede skorzonerstrimler, hårdtgrillede salater, glaseret skalotteløg og en varm mayonnaise på gul rapsolie. En meget rigelig ret, men utrolig rar - især de grillede salater (endivie og hjerte) var jeg begejstret for. Så enkelt, men alligevel en genial bitterhed i selskab med den fede mayonnaise og det søde løg.
Til dessert blev jeg ret hurtigt klar over, at det skulle være ost. Montren stod næsten lige ved siden af mig, og jeg havde derfor haft alt for god tid til at småsavle over de labre, danske udskæringer. Derfor var jeg også så klar på at kaste mig over de modnede mirakler, at jeg først alt for sent kom i tanke om at tage et billede - derfor får du et billede, der er noget mangelfuldt.
Der var fem oste arrangeret på et rustikt skærebræt i massiv træ. Der var en Vesterhavsost, lagret i et fyrtårn, angiveligt for at absorbere saltet i luften. Osten var tør, men alligevel blød - og præget af salt. Dernæst en brie, der var vasket i hyldeblomst. Den var overraskende kraftig i smagen, absolut lækker på det medfølgende knækbrød og med lidt af den bløde æblemos med peberkorn. Så kom turen til en modnet brie - totalt cremet og lækker. Den kunne jeg have spist lææænge. Øverst på brættet lå en røget brie, som er en af mine absolut favorit-oste og til sidst en blåskimmelost fra Bornholm, som var en drøm på det lune ristede rugbrød.
Nogle gange, når jeg vælger ost til dessert, kan jeg godt fortryde, når de søde desserter kommer på bordet. Men ikke denne gang - Nimbs oste matchede mit temperament og min tunge.
Vi rundede af med kaffe med medfølgende chokolader fra Summerbird. Og gik mætte og glade ud i vinterkulden igen. Jeg glæder mig allerede til næste Nimb-besøg, som skal være til sommer - så kan vi nemlig sidde ude på terrassen.
___________________
Er du ny ved Komfuret? Så først og fremmest velkommen. Husk, at du kan abonnere på indlæg ved at klikke på rss-feed-feltet i spalten til højre. Nederst i spalten kan du også melde dig til som fast læser - det er altid rart at se, hvem der læser min blog :-) Efterlad også gerne en kommentar, hvis et indlæg har inspireret dig, efterladt tvivl eller blot inviterer til et par ord - jeg vil elske at høre fra dig. Du er også altid velkommen til at maile på kristineskomfur (at) gmail (dot) com.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar