fredag den 29. januar 2010
Seriøs steak-sandwich
Det er ikke fordi, jeg vil anbefale denne seriøse steak-sandwich som scoremad - dertil er den både for tung og for fuld af hvidløg. Men server den for ham (eller hende), som du allerede kysser på - jeg lover dig, at du vil blive elsket for den (selv om du selvfølgelig allerede er elsket i forvejen)!
Inspirationen er helt klart klassisk fransk bistro i min egen fortolkning - men hey, hvis du er vegetar kan du jo sagtens undlade bøffen og så bare fylde sandwichen med et par ekstra skive auberginer.
Og selv om den bare hedder 'sandwich', så tro mig, når jeg fortæller dig, at den er et helt måltid i sig selv. Når du spiser den, vil du vide hvorfor. God appetit!
Steak-sandwich til 2:
2 entrecôtebøffer
1 aubergine
1 avocado
1-2 tomater, skåret i tynde skiver
1 rødløg, skåret i tynde ringe
2 spsk balsamico
1 tsk sukker
1 knivspids salt
2 fed hvidløg
4 spsk mayonnaise
4 store stykker salat, gerne lollo rossa
4 skiver landbrød eller 2 gode italienske boller
Skær to tykke skiver aubergine (ca. 4 cm tykke), skær et kriss-kross-mønster på begge skæreflader, krydr med salt og peber og steg dem i olivenolie. De skal være helt bløde og have en mørk stegeflade. Stil dem til side.
Steg rødløget med salt i olivenolie. Så snart de begynder at falde sammen, kommer du balsamicoen på panden sammen med sukkeret. Steg for lav varme til det hele er smeltet sammen til en syrlig-sød masse. Stil til side.
Pres hvidløgsfeddene eller hak dem fint og rør sammen med mayonnaisen.
Mos avocadoen groft og rør sammen med en smule olivenolie og lidt salt. Ikke for meget - det skal blot fremhæve avocadoens egen smag.
Steg bøfferne, sådan som du kan lide dem.
Rist brødet eller flæk bollerne og rist dem i ovnen.
Saml nu sandwichen:
Smør hvidløgsmayonnaisen på begge stykker brød.
Læg bøfferne på to skiver brød.
Anret aubergineskiverne og rødløgsmarmeladen på bøfferne.
Kom en stor skefuld avocadomos og salatbladene ovenpå.
Læg tomatskiver på den øverst skive brød og læg den på salaten.
___________________
Er du ny ved Komfuret? Så først og fremmest velkommen. Husk, at du kan abonnere på indlæg ved at klikke på rss-feed-feltet i spalten til højre. Øverst i spalten kan du også melde dig til som fast læser - det er altid rart at se, hvem der læser min blog :-) Efterlad gerne en kommentar, hvis et indlæg har inspireret dig. Du er også altid velkommen til at maile på kristineskomfur (at) gmail (dot) com - jeg vil elske at høre fra dig.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar