mandag den 18. januar 2010

Rispapirruller med teriyakimarineret kylling og grønt



Der er ikke så meget at sige om disse fætre. Inspireret af de meget labre, men hundedyre rispapirruller på Sticks & sushi. En delikat blanding af karamelliserede kyllingestykker, cremet avocado, sprøde grøntsager og frisk mynte. En af de få ting i denne verden, der er både sund og tilfredsstillende på den gode måde.

Rispapirruller med teriyakimarineret kylling og grønt til 1:

8 stykker kyllingeinderfilet
3-4 spsk teriyakimarinade (brug eventuelt denne opskrift)
2-3 tsk sorte sesamfrø (og rist dem på en tør pande inden, det maksimerer smagen)

4 ark rispapir
1 lille hjertesalat-hoved
12-16 tynde agurkestave
1 forårsløg, skåret i tynde strimler
1/2 avocado, skåret i tynde skiver
1 håndfuld mynteblade

Vend kyllingestykkerne i marinaden og hæld hele molevitten over på en varm pande. Lad dem stege for medium-lav varme og pas endelig på, at de ikke bliver tørre. Drys med sesamgrø og lad kyllingestykkerne køle af.

Udblød rispapiret i varmt vand (et ad gangen, så er det hele nemmere at styre). Fordel salatblade, avocado, agurk, mynteblade og 2 kyllingestykker på hvert ark og rul det sammen. Sørg for at rulle så stramt du kan, uden at rispapiret revner. Skær hver rulle i 3-4 stykker og drys eventuelt med lidt ekstra sesamfrø.

Jeg serverer dem med en dyppesauce af 1/2 dl lys soyasauce med saften af en lime i - den friske smag passer godt til de sødlige kyllingestykker og det sprøde grønne.

___________________

Er du ny ved Komfuret? Så først og fremmest velkommen. Husk, at du kan abonnere på indlæg ved at klikke på rss-feed-feltet i spalten til højre. Nederst i spalten kan du også melde dig til som fast læser - det er altid rart at se, hvem der læser min blog :-) Efterlad også gerne en kommentar, hvis et indlæg har inspireret dig, efterladt tvivl eller blot inviterer til et par ord - jeg vil elske at høre fra dig. Du er også altid velkommen til at maile på kristineskomfur (at) gmail (dot) com.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails