lørdag den 2. januar 2010
Liangs Cashew Chicken
Indrømmet, dette er ikke verdens smukkeste ret - til gengæld smager den som en drøm! Første gang jeg fik den, var hos min fætter Nikolaj og hans kone, Beverley, der er fra Malaysia. Nu kunne du måske tro, at opskriften er fra hendes hjemland, men faktisk er den kinesisk - bragt til landet af deres roommate, Liang. Han brugte eftersigende obskøne mængder af olie, sukker og salt, så jeg har lavet en lidt lettere version.
Jeg bruger altid usaltede, hjemmeristede cashewnødder, for ellers kan retten gå hen og blive den rene saltfest med soyasauce und alles. Og server endelig med klistrede jasminris. Og nej, begynd ikke på noget med at proppe grøntsager i. Charmen ved denne ret ligger i det klistrede, det søde, de crunchy nødder og den kraftige smag. Begynd i stedet hellere måltidet med en omgang vietnamesiske sommerruller med rejer.
Cashew chicken til 4:
400 g kyllingefilet, skåret i tynde, tynde strimler
3 spsk vindruekerneolie (eller en anden neutral olie, olivenmodellen duer ikke her)
2-4 tsk chiliflager, alt efter hvor stærk, du vil have din mad
2 dl vand
1/2 dl mørk soyasauce (jeg køber Pearl River hos Den Kinesiske Købmand)
3 tsk sukker
2 tsk oksefond (den flydende fra Irma)
2-3 tsk majsstivelse rørt op med lidt koldt vand
150 g cashewnødder, ristet på panden over medium varme til de får farve
Varm olien op over høj varme og tilsæt chiliflagerne. Rist dem, til de bliver mørke og dufter sødt. Kom kyllingestrimlerne i og steg et par minutter. Kom nu soyasauce, vand, oksefond og sukker i og lad det stege 10 minutter uden at skrue ned for blusset. Husk at røre i de labre sager undervejs. Juster til sidst saucen med majsstivelse, til den har den konsistens, du vil have. Smag til - saucen skal smage sød, krydret, fyldig og lidt salt. Vend nødderne i lige inden servering. Yummy!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar