Bøf Wellington - en klassiker

Der er mange fortællinger om, hvordan Bøf Wellington blev til. Men mad-historikere er dog (næsten) enige om, at den er opkaldt efter Arthur Wellesley, First Duke of Wellington. I grove træk er der tale om saftigt oksekød pakket ind i svampe og butterdej. Til mange gæster laver du den med en oksemørbrad, men er I bare to, så køb en stor bøf på 400 gram - eller lav individuelle pakker med 2 mindre bøffer.
Nogle foretrækker at pakke bøf og svampe ind i parmaskinke, for at butterdejen ikke bliver for våd - men tricket er blot at stege svampene helt tørre, og brune bøffen grundigt, så stegeskorpen holder saften inde i kødet.

Jeg har en fornemmelse af, at briterne serverer Bøf Wellington med hele molevitten til - men jeg foretrækker en enkel og frisk grøn salat. Det er, som om oksekød, svampe og butterdej er alt rigeligt i sig selv. Du kan supplere med en pebersauce, men egentlig er fyldet nok - synes jeg.

Bøf Wellington til 2:

En oksebøf på ca 400 g
400 g svampe, gerne portobello eller et miks, skåret i tern
1 løg, finthakket
2 fed hvidløg, finthakket
1 tsk timian
3 tsk sennep
1 rulle butterdej
1 æg, sammenpisket

Steg svampe, løg, hvidløg og timian på medium-lav varme, til alt er blødt og vandet er helt fordampet. Krydr med sal og peber undervejs - det skal smage af noget, men selvfølgelig ikke så stærkt, at du ikke kan spise det. Stil det side og lad det køle helt af, eventuelt i køleskabet.

Krydr bøffen og steg den på en grillpande for meget høj varme - ca 2 minutter på hver side. Stil bøffen til side, eventuelt i køleskabet.

Blend svampeblandingen til den ligner en grov tapenade.

Skær butterdejen til, så den kan nå hele vejen omkring bøffen, uden at der er for meget dej til kanterne. Smør svampeblandingen ud på butterdejen, men lad to centimeter være hele vejen rundt. Pensl bøffen på begge sider med sennep, og læg den ovenpå svampene. Pensl kanterne med æg, fold dejen over, fold kanterne en enkelt gang og pensl igen med æg. Pres kanterne ned med en gaffel, sno hjørnerne og pensl hele dejpakken med æg.

Bages ved 200 grader i 25-30 minutter, mindre hvis du laver individuelle pakker med mindre bøffer. Lad pakken hvile ca 10 minutter, inden du serverer.
___________________

Er du ny ved Komfuret? Så først og fremmest velkommen. Husk, at du kan abonnere på indlæg ved at klikke på rss-feed-feltet i spalten til højre. Øverst i spalten kan du også melde dig til som fast læser - det er altid rart at se, hvem der læser min blog :-) Efterlad gerne en kommentar, hvis et indlæg har inspireret dig. Du er også altid velkommen til at maile på kristineskomfur (at) gmail (dot) com - jeg vil elske at høre fra dig.

Seriøs steak-sandwich

Det er ikke fordi, jeg vil anbefale denne seriøse steak-sandwich som scoremad - dertil er den både for tung og for fuld af hvidløg. Men server den for ham (eller hende), som du allerede kysser på - jeg lover dig, at du vil blive elsket for den (selv om du selvfølgelig allerede er elsket i forvejen)!

Inspirationen er helt klart klassisk fransk bistro i min egen fortolkning - men hey, hvis du er vegetar kan du jo sagtens undlade bøffen og så bare fylde sandwichen med et par ekstra skive auberginer.

Og selv om den bare hedder 'sandwich', så tro mig, når jeg fortæller dig, at den er et helt måltid i sig selv. Når du spiser den, vil du vide hvorfor. God appetit!

Steak-sandwich til 2:

2 entrecôtebøffer
1 aubergine
1 avocado
1-2 tomater, skåret i tynde skiver
1 rødløg, skåret i tynde ringe
2 spsk balsamico
1 tsk sukker
1 knivspids salt
2 fed hvidløg
4 spsk mayonnaise
4 store stykker salat, gerne lollo rossa
4 skiver landbrød eller 2 gode italienske boller

Skær to tykke skiver aubergine (ca. 4 cm tykke), skær et kriss-kross-mønster på begge skæreflader, krydr med salt og peber og steg dem i olivenolie. De skal være helt bløde og have en mørk stegeflade. Stil dem til side.

Steg rødløget med salt i olivenolie. Så snart de begynder at falde sammen, kommer du balsamicoen på panden sammen med sukkeret. Steg for lav varme til det hele er smeltet sammen til en syrlig-sød masse. Stil til side.

Pres hvidløgsfeddene eller hak dem fint og rør sammen med mayonnaisen.

Mos avocadoen groft og rør sammen med en smule olivenolie og lidt salt. Ikke for meget - det skal blot fremhæve avocadoens egen smag.

Steg bøfferne, sådan som du kan lide dem.

Rist brødet eller flæk bollerne og rist dem i ovnen.

Saml nu sandwichen:
Smør hvidløgsmayonnaisen på begge stykker brød.
Læg bøfferne på to skiver brød.
Anret aubergineskiverne og rødløgsmarmeladen på bøfferne.
Kom en stor skefuld avocadomos og salatbladene ovenpå.
Læg tomatskiver på den øverst skive brød og læg den på salaten.

___________________

Er du ny ved Komfuret? Så først og fremmest velkommen. Husk, at du kan abonnere på indlæg ved at klikke på rss-feed-feltet i spalten til højre. Øverst i spalten kan du også melde dig til som fast læser - det er altid rart at se, hvem der læser min blog :-) Efterlad gerne en kommentar, hvis et indlæg har inspireret dig. Du er også altid velkommen til at maile på kristineskomfur (at) gmail (dot) com - jeg vil elske at høre fra dig.

Hvad køkkenskabet gemte

Da jeg kæmpede mig hjem igennem snemasserne i Kongens Have tænkte jeg kun på én ting: at komme hjem i varmen og få mig en tallerken komfortabel aftensmad. Tanken om at hente noget thaimad strejfede mig, men som en, der lige har bestilt nyt køkken for en mindre formue, bør jeg tilegne mig en mere sparsommelig tilgang til hverdagsmenuerne.

Jeg besluttede mig derfor for en udfordring: Jeg skulle kunne lave en lækker aftensmad udelukkende af ting, der allerede stod i mine køkkenskabe. Det var både sjovt og helt sikkert også sundt. I virkeligheden vil det være en klog øvelse at gøre en gang om ugen. Det sparer dig for nogle penge, du så kan bruge på noget ekstragodt kød i weekenden eller en laber restaurantmiddag - og så får du ryddet lidt ud i skabene.


Jeg rodede lidt rundt, fandt både syltede peberfrugter og soltørrede oliven hjembragt fra Barcelona, en rulle butterdej, et glas med peberfrugt/valnøddepesto, et glas bønnepasta hjembragt fra Thailand (og desværre udløbet i december) samt et par glas med henholdsvis marinerede svampe og auberginerfileter. Det blev det sidste, der vandt retten til en tur på panden - et glas krydrede auberginer med hvidløg, chili og masser af smag. Glasset er fra en serie, der hedder Cucina, og som du vist finder hos Rema 1000. De blev sendt til os på ALT for damerne, og jeg lovede redaktionen at trylle med dem.

Resultatet blev fuldkornspasta med aubergine/chili-sauce - og det var fyldigt, krydret, varmt, tilfredsstillende og helt perfekt på en snestormsonsdag. Og det bedste ved det hele? Fra jeg skar hvidløg til retten stod på bordet gik der kun 15 minutter. Jeg sværger!

Fuldkornspasta med aubergine/chilisauce til 1:

125 g fuldkornsspaghetti
1 glas auberginefileter
1/2 løg, finthakket
1 fed hvidløg, finthakket
1 tsk chiliflager
2 tsk ansjospasta
1/2 dåse hakkede tomater (måske lidt mere, hvis saucen er ved at koge tør)
1 spsk tomatpure
1-2 spsk balsamico
2 tsk sukker
Salt
Peber

Steg løg, hvidløg og chiliflager bløde for medium varme - pas endelig på at hvidløget ikke branker. Kom herefter de afdryppede auberginefileter på på panden og steg dem med et par minutter. Kom nu ansjospasta, hakkede tomater og tomatpure på panden og lad det stege i fem minutter. Kom balsamico i og sukker i og lad det stege yderligere fem minutter, til saucen bliver tyk og lidt mørkere. Hvis den er ved koge tør, kan du komme lidt ekstra hakkede tomater i, men husk at saucen ikke skal være tyndflydende. Smag til med salt, peber og måske lidt ekstra balsamico og sukker. Smagen skal være fyldig, krydret, syrlig og sød - og have et mærkbart chilikick. Server med masser af fintrevet parmesanost.

___________________

Er du ny ved Komfuret? Så først og fremmest velkommen. Husk, at du kan abonnere på indlæg ved at klikke på rss-feed-feltet i spalten til højre. Øverst i spalten kan du også melde dig til som fast læser - det er altid rart at se, hvem der læser min blog :-) Efterlad gerne en kommentar, hvis et indlæg har inspireret dig. Du er også altid velkommen til at maile på kristineskomfur (at) gmail (dot) com - jeg vil elske at høre fra dig.

Madtrends i 2010

Waitrose har netop udgivet deres årlige liste over det kommende års hotteste madtrends. Det er interessant at se, at især finanskrisen har sat sine tydelige spor på listen; både lokal mad, rester og delemad har ramt listen. Et tegn på, at vi begynder at tænke mere over, hvor vi får vores mad fra, og hvad vi gør med det, der er tilbage efter festen.

Apropos rester vil jeg gerne henlede din opmærksomhed på et fantastisk initiativ. Stop spild af mad er en dansk organisation, skabt af Selina Juul, der arbejder for at minimere spild af mad ved blandt andet at formidle kontakt mellem restauranter og herberger for hjemløse. Det er et nødvendigt samarbejde, som du kan hjælpe med at udbrede. Næste gang du levner mad på tallerkenen eller fadet på en restaurant, så spørg tjeneren, om de har nogle hjemløse ved bagdøren, de giver maden til. Eller fortæl dem om Stop spild af mad, som du selv kan læse meget mere om ved at klikke her.

Nåmen, tilbage til Waitroses liste over madtrends i 2010:

1. Gaderestauranter
2. Vildt
3. Nye fisketyper på bordet
4. Superlokal mad
5. Fryserens comeback
6. Delemad
7. Koreansk mad
8. Spise hjemme
9. Sund mad på farten
10. Istanbul

Læs mere om listen her.
___________________

Er du ny ved Komfuret? Så først og fremmest velkommen. Husk, at du kan abonnere på indlæg ved at klikke på rss-feed-feltet i spalten til højre. Nederst i spalten kan du også melde dig til som fast læser - det er altid rart at se, hvem der læser min blog :-) Efterlad også gerne en kommentar, hvis et indlæg har inspireret dig, efterladt tvivl eller blot inviterer til et par ord - jeg vil elske at høre fra dig. Du er også altid velkommen til at maile på kristineskomfur (at) gmail (dot) com.

Rispapirruller med teriyakimarineret kylling og grønt

Der er ikke så meget at sige om disse fætre. Inspireret af de meget labre, men hundedyre rispapirruller på Sticks & sushi. En delikat blanding af karamelliserede kyllingestykker, cremet avocado, sprøde grøntsager og frisk mynte. En af de få ting i denne verden, der er både sund og tilfredsstillende på den gode måde.

Rispapirruller med teriyakimarineret kylling og grønt til 1:

8 stykker kyllingeinderfilet
3-4 spsk teriyakimarinade (brug eventuelt denne opskrift)
2-3 tsk sorte sesamfrø (og rist dem på en tør pande inden, det maksimerer smagen)

4 ark rispapir
1 lille hjertesalat-hoved
12-16 tynde agurkestave
1 forårsløg, skåret i tynde strimler
1/2 avocado, skåret i tynde skiver
1 håndfuld mynteblade

Vend kyllingestykkerne i marinaden og hæld hele molevitten over på en varm pande. Lad dem stege for medium-lav varme og pas endelig på, at de ikke bliver tørre. Drys med sesamgrø og lad kyllingestykkerne køle af.

Udblød rispapiret i varmt vand (et ad gangen, så er det hele nemmere at styre). Fordel salatblade, avocado, agurk, mynteblade og 2 kyllingestykker på hvert ark og rul det sammen. Sørg for at rulle så stramt du kan, uden at rispapiret revner. Skær hver rulle i 3-4 stykker og drys eventuelt med lidt ekstra sesamfrø.

Jeg serverer dem med en dyppesauce af 1/2 dl lys soyasauce med saften af en lime i - den friske smag passer godt til de sødlige kyllingestykker og det sprøde grønne.

___________________

Er du ny ved Komfuret? Så først og fremmest velkommen. Husk, at du kan abonnere på indlæg ved at klikke på rss-feed-feltet i spalten til højre. Nederst i spalten kan du også melde dig til som fast læser - det er altid rart at se, hvem der læser min blog :-) Efterlad også gerne en kommentar, hvis et indlæg har inspireret dig, efterladt tvivl eller blot inviterer til et par ord - jeg vil elske at høre fra dig. Du er også altid velkommen til at maile på kristineskomfur (at) gmail (dot) com.

Leas guldkage

Guldkagen er et relativt nyt medlem af min familie - den blev bragt ind i vores liv af den smukke Lea Skov. Jeg tror, den er en klassiker i hendes familie, og den er allerede et must ved fødselsdage og andre festligheder.

Kort fortalt har vi at gøre med en bombe af sukkerdej, marengs, hindbær og flødeskum - og den virker!

Guldkage til 8:

4 æggeblommer
70 g sukker
70 g smør
110 g mel
2 spsk mælk
2 tsk bagepulver
4 æggehvider
170 g sukker

5-6 spsk hindbær- eller jordbærsyltetøj
1/4 l piskefløde, piske til blødt flødeskum

Pisk æggeblommer og 70 gram sukker grundigt sammen. Smelt smørret over lav varme. Bland mælken i det smeltede smør og hæld blandingen op i æggesnapsen i en tynd stråle, mens du pisker. Bland mel og bagepulver og rør det i dejen.

Pisk nu æggehviderne til de danner små toppe, kom 2 spsk sukker i og pisk, til marengsen bliver sej og vend så resten af sukkeret i.

Fordel dejen i to springforme og fordel derefter marengsen ovenpå. Bag de to kager på ovnens nederste rille i 30-60 minutter på 120 grader. Pas endelig på at kanten ikke bliver for tør.

Når de to kager er kølet af, lægger du dem sammen omkring et tyndt lag syltetøj og flødeskummet. Hvis det er sommer, så brug endelig friskebær i stedet for syltetøj.

___________________

Er du ny ved Komfuret? Så først og fremmest velkommen. Husk, at du kan abonnere på indlæg ved at klikke på rss-feed-feltet i spalten til højre. Nederst i spalten kan du også melde dig til som fast læser - det er altid rart at se, hvem der læser min blog :-) Efterlad også gerne en kommentar, hvis et indlæg har inspireret dig, efterladt tvivl eller blot inviterer til et par ord - jeg vil elske at høre fra dig. Du er også altid velkommen til at maile på kristineskomfur (at) gmail (dot) com.

Med iTunes i køkkenet

Bare lige et lille tip - hvis du ikke allerede selv har opdaget det. På iTunes kan du abonnere på fede og gratis podcasts om mad - lige fra kulinariske rejser rundt i verden til hardcore how to-tutorials og tricks fra kendte kokke.

Gå ind på iTunes og lav en søgning på 'podcasts food' - så får du et væld af podcasts, du kan abonnere på eller bare downloade enkeltafsnit fra. Når du har fundet en podcast, du kan lide, så tjek øverst til højre hvad andre abonnenter også ser. På den måde bliver du ledt rund i food-labyrinten og finder endnu flere spændende podcasts.

Lige nu følger jeg blandt andre:

# Martha Stewart
# Simply Ming
# Cook's Illustrated
# Culinary Institute of America
# Epicurious

___________________

Er du ny ved Komfuret? Så først og fremmest velkommen. Husk, at du kan abonnere på indlæg ved at klikke på rss-feed-feltet i spalten til højre. Nederst i spalten kan du også melde dig til som fast læser - det er altid rart at se, hvem der læser min blog :-) Efterlad også gerne en kommentar, hvis et indlæg har inspireret dig, efterladt tvivl eller blot inviterer til et par ord - jeg vil elske at høre fra dig. Du er også altid velkommen til at maile på kristineskomfur (at) gmail (dot) com.

Nimb 2010

Da jeg fik en gavekort på en god middag i afskedsgave fra Benjamin Medias medarbejderforening, som jeg var formand for, vidste jeg med det samme, at det skulle bruges sammen med min lillebror. Som tak for at jeg måtte bo hos ham i efteråret 2009, hvor jeg fik lavet nyt badeværelse. I aftes var det så endelig aftenen. Kristoffer havde valgt stedet - Nimb. Det kan godt være, at jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde råd til en aften på Herman, men da først tallerkenerne kom på bordet, glemte jeg alt om Michelinstjernen ovenpå (det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke stadig drømmer om Herman. Middagsinvitationer modtages med taknemmelige hjerteslag).

Restauranten er enkelt indrettet; borde i den ene side (ud mod Tivoli), åbne køkkener i den anden. Vi sad ud for forrets- og dessertkøkkenet, og det var en stor fornøjelse at se kokkene (og de stakkels små, men storsvedende elever) trylle smukke retter frem i timevis. I den anden ende, ved indgangen, stod flammerne fra grillen op med jævne mellemrum. Køkkenerne arbejdede effektit, men underligt stille. Beviset for, at man ikke behøver at te sig som Gordon Ramsay eller René Redzepi i et køkken, for at sende velkomponerede og über-delikate retter ud over disken. Det virkede nærmest, som om kokkene og tjenerne arbejdede sammen som én lydløs organisme. Og fint at se, at en tjener også godt lige kune gribe en flaske med sauce og afslutte anretningen, for at hjælpe en fortravlet kok med fire gryder på komfuret og otte tallerkener på anretterbordet.

Jeg havde på forhånd luret, at der var kalvebrisler på menuen. Glem alt om, at det er en kirtel og prøv den. Nimbs variant er marineret i urter, vakuumpakket og dampet i 6-8 minutter og derefter hårdt stegt på panden, så den får en karamelliseret skorpe. Den bliver serveret i jordskokkepuré, ditto skum, med både rå og stegte bøgehatte samt sprøve, papirtynde skiver af jordskokke. En totalt lækker ret, som jeg kunne dufte det meste af middagen igennem, fordi den søde kok fik rigtig mange brisler på bestillingen.

Hovedretten var sværere at beslutte sig for, syntes jeg. Jeg vaklede mellem rokke, lam eller bøf. Rokken faldt på, at det var en bidende kold lørdag, og jeg derfor havde lyst til noget substantielt til middag. Lammeskank stod på mit eget komfur forrige weekend, så valget faldt på bøffen.

En saftig, rødstegt entrecôte blev serveret med glaserede skorzonerrødder, friterede skorzonerstrimler, hårdtgrillede salater, glaseret skalotteløg og en varm mayonnaise på gul rapsolie. En meget rigelig ret, men utrolig rar - især de grillede salater (endivie og hjerte) var jeg begejstret for. Så enkelt, men alligevel en genial bitterhed i selskab med den fede mayonnaise og det søde løg.

Til dessert blev jeg ret hurtigt klar over, at det skulle være ost. Montren stod næsten lige ved siden af mig, og jeg havde derfor haft alt for god tid til at småsavle over de labre, danske udskæringer. Derfor var jeg også så klar på at kaste mig over de modnede mirakler, at jeg først alt for sent kom i tanke om at tage et billede - derfor får du et billede, der er noget mangelfuldt.

Der var fem oste arrangeret på et rustikt skærebræt i massiv træ. Der var en Vesterhavsost, lagret i et fyrtårn, angiveligt for at absorbere saltet i luften. Osten var tør, men alligevel blød - og præget af salt. Dernæst en brie, der var vasket i hyldeblomst. Den var overraskende kraftig i smagen, absolut lækker på det medfølgende knækbrød og med lidt af den bløde æblemos med peberkorn. Så kom turen til en modnet brie - totalt cremet og lækker. Den kunne jeg have spist lææænge. Øverst på brættet lå en røget brie, som er en af mine absolut favorit-oste og til sidst en blåskimmelost fra Bornholm, som var en drøm på det lune ristede rugbrød.
Nogle gange, når jeg vælger ost til dessert, kan jeg godt fortryde, når de søde desserter kommer på bordet. Men ikke denne gang - Nimbs oste matchede mit temperament og min tunge.

Vi rundede af med kaffe med medfølgende chokolader fra Summerbird. Og gik mætte og glade ud i vinterkulden igen. Jeg glæder mig allerede til næste Nimb-besøg, som skal være til sommer - så kan vi nemlig sidde ude på terrassen.
___________________

Er du ny ved Komfuret? Så først og fremmest velkommen. Husk, at du kan abonnere på indlæg ved at klikke på rss-feed-feltet i spalten til højre. Nederst i spalten kan du også melde dig til som fast læser - det er altid rart at se, hvem der læser min blog :-) Efterlad også gerne en kommentar, hvis et indlæg har inspireret dig, efterladt tvivl eller blot inviterer til et par ord - jeg vil elske at høre fra dig. Du er også altid velkommen til at maile på kristineskomfur (at) gmail (dot) com.

Komfurets Grundskole: Kristoffers magiske pizzadej

Som lovet har jeg endelig fået opdateret med opskriften på min brors fantastiske pizzadej. Den giver en blød, glat og elastisk dej, der resulterer i sprøde bunde. Du finder opskriften under Grundskolens pizza lige her.

___________________

Er du ny ved Komfuret? Så først og fremmest velkommen. Husk, at du kan abonnere på indlæg ved at klikke på rss-feed-feltet i spalten til højre. Nederst i spalten kan du også melde dig til som fast læser - det er altid rart at se, hvem der læser min blog :-) Efterlad også gerne en kommentar, hvis et indlæg har inspireret dig, efterladt tvivl eller blot inviterer til et par ord - jeg vil elske at høre fra dig. Du er også altid velkommen til at maile på kristineskomfur (at) gmail (dot) com.

Komfurets Grundskole: Risotto

Min første risotto kan jeg huske for alle de forkerte ting. Den var noget rod. Risene liiidt for al dente, konsistensen langt fra cremet. Og det generelle indtryk blev en bastant risfætter, der slet ikke var en fornøjelse af spise. Den næstværste risotto jeg har fået var på en italiensk restaurant i London. Det var nærmest udkogte ris i bouillon. Så der gik meget længe inden jeg begyndte på det der med risotto igen. Men for et par år siden tænkte jeg, at det var en skændsel, at en italianofila som mig burde kunne en risotto på rygraden - og derfor indkøbte jeg ris, noilly prat og parmesanost og gik i gang med at øve mig. Og nu sidder den der!

Risotto er blevet den ultimative hverdags-comfortfood for mig. For den kræver ganske vist, at du står et stykke tid over dit komfur - men forberedelserne tager ingen tid. Så den er egentlig modsætningen til asiatisk mad, hvor du skærer og skærer og skærer, men kun steger i få sekunder. Så alt i alt tager det ikke længere tid - du rører bare i en gryde i 20 minutter. Og retten er så tilfredsstillende at spise...

Min basis-risotto er ikke bare en hvid risotto - i min verden bliver det simpelthen for kedeligt. Jeg laver min med tørrede svampe og pynter med en gavmild skefuld pesto. Du kan også pynte med nogle stegte svampe - eller ligefrem begge dele.

Jeg lige tale lidt om konsistensen på den perfekte risotto. Den skal være cremet, glidende, flydende - og alligevel fast. Når du kører en ske igennem risottoen i gryden, skal der gå nogle sekunder før 'cremen' mødes igen. Den nemmeste måde at opnå det på, er at komme smør, parmesanost og lidt ekstra noilly prat i risen, når du har taget dem af varmen. Læg så låg på og lad risottoen stå i 3-5 minutter. Nå, nu har jeg vist lidt fra travlt - jeg begynder fra begyndelsen.

Komfurets risotto til 1:

125 g risottoris (arborio eller carnaroli)
2 små stænger bladselleri, fintskåret
1 lille løg, finthakket
2 spsk olivenolie
1,5 dl noilly prat (eller tør hvidvin)
En lille håndfuld tørrede svampe, udblødt i varmt vand og finthakkede - og gem vandet
5 dl varm kyllingefond (eller grøntsagsfond, hvis du er vegetar)
Evt. salt
En stor håndfuld revet parmesanost
15 g smør
En sjat noilly prat
1 stor skefuld pesto (jeg køber den geniale og hjemmelavede variant fra Spaghetti Martelli)

Varm olien op over medium varme og steg bladselleri og løg til de bliver bløde uden at tage farve. Kom risene og de finthakkede svampe i og lad det stege med et par minutter. Når risene er blevet gennemsigtige, skruer du lidt op for varmen og hælder noilly prat ved. Rør rundt indtil væsken er væk og kom svampevandet i. Rør rundt igen indtil væsken er væk og tilsæt så en suppeskefuld kyllingefond og rør igen. Sådan forsætter du, indtil risene er færdige - de skal have et lille bid og saucen rundt om skal være cremet. Tag gryden af varmen, rør smør, ost og ekstra noilly prat i, læg låg på og lad risottoen stå 3-5 minutter. Smag eventuelt til med en smule salt, men husk at både fond, ost og smør er salt.

Komfurets Grundskole: Pizza

Den hjemmelavede pizza er i den grad blevet udkonkurreret af diverse takeaway-etablissementer - både dem, der leverer veltillavede modeller med tynd, sprød bund og lækre råvarer på toppen, og dem der excellerer i at læsse blandet salat, beanaisesauce, spaghetti, pomfritter og alverdens andre grillbar-traditioner ovenpå.

Jeg tror, det har noget med tid at gøre. Mange tænker på den hjemmelavede pizza som et tidskrævende projekt, der ikke bliver bedre end købevarianterne. Intet kunne være mere forkert. Til daglig, hvor det ofte skal gå hurtigt, ser jeg ingen skam i at købe en færdigudrullet pizzadej i Irma. Rul den ud og fyld den med dine yndlingssager - og voila, 15 minutter senere har du en dampende varm pizza, hvor du ved præcis, hvad der er på. Det synes jeg er en fordel, når det handler om den mad, jeg putter i min krop.

Når det så er weekend, kan du give den gas med en håndæltet dej som den, min lillebror, Kristoffer, har perfektioneret. Du får hans opskrift lidt senere i dette indlæg - og tro mig, det er den bedste pizzadej, der findes.

Nogle gange laver jeg en hvid pizza - altså bare med mascarpone og mozzarella på bunden. Mit favoritfyld er stegte blandede svampe, pesto, ristede pinjekerner, trøffelsauce, parmesan og rucola. Og naturligvis en god omgang friskkværnet sort peber på toppen. Du skal nok få opskriften på denne model, næste gang jeg laver den.

Men her koncentrerer jeg mig om den røde pizza, med tomatsauce. Overraskende nok er der ingen grund til at slave over en gryde for at lave tomatsaucen. En kogt sauce vil nemlig blive bitter i ovnen, så i virkeligheden har du kun brug for din stavblender.

Tomatsauce til 4 pizzaer:

1 dåse hakkede tomater, helst økologiske
2 tsk tørret basilikum
1 tsk chiliflager
Salt
Peber

Blend alting til en skummende, ensartet sauce. Smag på den - mangler den noget? Du kan undlade chilien, hvis du ikke vil have en sauce med kick. I stedet kan du tilsætte 1 tsk paprika. Du kan også skifte basilikummen ud med oregano. Eller supplere med 1 tsk merian. Duft dig frem - hvis du kan lide duften, kan du også lide smagen.

Komfurets pizza til 1-2:

1 pizzabund
3-4 store skefulde tomatsauce
150 g revet mozzarellaost
2-3 italienske pølser
Olivenolie
Peber
3-4 spsk groftrevet parmesanost 
Chiliflager
Tørret basilikum
1/2 bakke rucola

Smør tomatsaucen på bunden og dæk med revet mozzarellaost. Pres nu farsen ud af pølserne i meget små stykker. Tryk dem lidt flade og fordel den på osten. Det er vigtigt, at de ikke bliver for tykke, for ellers kan de ikke nå at blive gennemstegte på den korte tid i ovnen. Dryp nu pizzaen med lidt olivenolie og giv den et par kværn sort peber. Bag 10-15 minutter på 225 grader.
Når pizzaen kommer ud af ovnen, fordeler du parmesanosten over fyldet, drysser med chili og basilikum og dækker med skyllet, tørret rucola. Prego!

Kristoffers magiske pizzadej til 4 pizzaer:

5 dl lunkent vand
25 g gær
1 spsk sukker
1,5 tsk salt
2 spsk olie
Så meget mel, som der skal til, for at dejen bliver blød, glat og elastisk

Bland ingredienserne og ælt dejen i 10-15 minutter. Nu kan du vælge mellem to hævestrategier:
1. Lad den hæve 6 timer i køleskabet. Del herefter dejen i fire boller, som efterhæver 1 times tid på et lunt komfur. Form herefter pizzabundene.
2. Lad dejen hæve 2-3 timer ved stuetemperatur og form herefter pizzabundene.

Chokoladekage med lemoncurd-flødeskum og granatæblekerner

Verdens nemmeste dessert. Simpelthen. I hvert fald hvis du, som jeg nogle gange gør, køber en god chokoladekage. Emmerys er tung og snasket og helt perfekt til denne dessert - fordi den får selskab af syrligsød flødeskum rørt op med den skønne britiske lemoncurd og ikke mindst de smukke, syrlige granatæblekerner.

Lemoncurd er en britisk opfindelse og kan nok bedst beskrives som citronsmør. Det består oftest af æggeblommer, sukker, citronsaft og -skal, men nogle gange også smør. Du kan, udover denne skønne dessert, bruge det på ristet brød til morgenmad, lægge lagkager sammen med det, og du kan bruge det til en citrontærte, som du dækker med marengs. 

Chokoladekage med lemoncurd-flødeskum og granatæblekerner til 4:

1 chokoladekage fra Emmerys
2 dl piskefløde
Cirka 3 spsk lemoncurd
Kerner af et halvt granatæble

Pisk fløden og vend den sammen med lemoncurd - smag til, så den er præcis så syrligsød, som du foretrækker. Læg flødeskummet op på kagen og drys med de fine granatæblekerner. Hvis du er i tvivl om, hvordan du får kernerne ud, så se her.

Langtidsstegt lammeskank med cremede hestebønner

Med denne ret er det slut med sidste øjebliks-panik, når du har middagsgæster. Sådan er det nemlig med langtidsstegte sager - de passer sig selv, indtil du er klar til at servere. Jeg valgte lammeskank, fordi de er relativt billige - skanken er i virkeligheden det tynde, irriterende ben i din lammekølle og normalt noget, man smider væk, fordi kødet omkring skanken er lidt sejt at arbejde med. Men faktisk er tricket bare at langtidsstege det. Den lave, langsomme varme nedbryder nemlig fiberene og smelter det høje gelatineindhold væk, så kødet bliver smørblødt. Hvis du nægter at spise lam, så kan du også lave denne ret med en fedtmarmoreret nakkekam af gris.

Smagen er kraftig og fyldig, og du behøver ikke servere forskellige typer fancy tilbehør - en enkel bønnegryde som er, er rigelig. Du kan også lave en rodfrugtmos, men så bliver retten om muligt endnu tungere. DU kan også gå helt italiensk og bare servere en salat bagefter - og hvis du gør, så anbefaler jeg denne her, som jeg serverede til en kylling engang.

Nå, tilbage til lammeskanken. Det er en topnem ret - og du kan nå både at dække bord, lave forret og blive lækker, mens skankene står og snurrer på komfuret. Husk bare at vende dem engang imellem, så de ikke bliver tørre.

Langtidsstegt lammeskank til 4:

4 lammeskanke (jeg køber mine hos de dygtige, bowlerhatteklædte mænd i Slagteren på Kultorvet)
4 rødløg, skåret i tynde ringe
1 håndfuld finthakket rosmarin
1 spsk ansjospasta
2 dl balsamico
3-5 dl rødvin
Mel
Salt
Peber
Olie

Vend skankene i mel, der er krydret med salt og peber. Varm olie op i en stor gryde og brun skankene godt. De skal se ud, som du kan se på billedet her ved siden af.

Tag skankene op og stil til side. Skru ned for varmen, kom løgringene op i gryden og steg dem i 15 minutter, til de er faldet helt sammen og begynder at karamellisere. Kom så rosmarinen og ansjospastaen op i gryden og steg et par minutter. Hæld balsamico og rødvin ved, skru op og lad væsken reducere lidt - cirka fem minutter. Skru ned, læg skankene op i gryden - de behøver ikke at være dækket af væske, bare husk at vende dem cirka hver halve time.  Læg låg på og lad skankene simre i 2,5-3 timer.

Når du nærmer dig servering, tager du skankene op og sier grydens indhold over i en skål. Fjern så meget fedt som muligt fra overfladen - eksempelvis med en sovseske - og hæld saucen tilbage i gryden. Skru helt op og lad saucen reducere til en kraftig, næsten sort, glace. Den skal smage kraftigt, vinøst, sødt og lidt skarpt. Smag eventuelt til med lidt peber - det er sjældent, den har brug for mere salt. Nu slukker du for varmen, lægger du skankene tilbage i saucen og lægger låg på - og her kan de egentlig stå lidt tid. En støbejernsgryde holder relativt længe på varmen, men du kan også lade gryden stå på laveste varme. Hvis den skal stå længere tid end et kvarter, så skal du ikke koge saucen helt så meget ind.

Cremede hestebønner til 4:

2 dåser hestebønner
1-2 gulerødder, skåret i bittesmå tern
2 stænger bladselleri, skåret i bitesmå tern
1 mellemstort løg, finthakket
2,5 dl hønsebouillon
1 laurbærblad
30 g smør
Salt
Olie
3 spsk finthakket bredbladet persille
Fintrevet skal af 2 citroner

Varm olien op for medium varme og sved gulerødder, bladselleri og løg til de begynder at blive bløde. Kom de afdryppede bønner op i gryden, tilsæt bouillon, laurbærblad og smør. Skru ned for varmen, læg låg på og lad dem simre i 30 minutter. Hvis bønnerne er ved at blive tørre, kan du komme lidt mere bouillon ved.
Når bønnerne har opnået en cremet konsistens, men stadig er nogenlunde hele, tager du gryden af varmen, smager til med salt og tilsætter persille og citronskal.

Crostini med artiskokcreme, granatæble og dild

Nogle gange er en forret for meget og ingenting for lidt. Sådan var det, da jeg i aftes havde gode veninder om mit bord til tre retter og endnu flere timers snak og sladder. Løsningen - ved Kristines Komfur - er ofte en crostini af en art. Det er nemt, kan laves lidt tid i forvejen og ser altid festligt og delikat ud. Og bag det fancy, italienske ord gemmer sig ikke andet end ristet landbrød med noget cremet labert på toppen.

Udover denne variant kan du også servere crostini med:

Hakkede svampe stegt med hvidløg og rosmarin
Ovnbagte auberginer med hvidløg
Hakkede oliven med hakkede ansjoser og basilikum
Mos af hvide bønner og hvidløg
Mos af ærter med parmesanost

Egentlig var udgangspunktet for min menu i går italiensk. Men da jeg havde udviklet denne crostini, kunne jeg godt se, at den nok er mere mellemøstlig. Men hey, den smager fabelagtigt - uanset hvilket land den kommer fra.

Crostini med artiskokcreme, granatæble og dild til 4:

12 skiver brød (et godt, italiensk flute vil være genialt)
150 g artiskokcreme (med eller uden hvidløg - det bestemmer du selv)
Kernerne fra et halvt granatæble (se nedenfor, hvordan du håndterer sådan en fætter)
12 små kviste dild

Rist brødet i ovnen til det har fået relativt meget farve, men ikke er brændt på. Vend eventuelt brødskiverne - det er vigtigt, at de bliver meget sprøde. Smør skiverne med rigelig artiskokcreme, drys med granatæblekerner og pynt med dildkviste. Server.

TIP!
Kvinde, kend dit granatæble
For at vælge et modent granatæble, går jeg efter de mest røde og bløde. Skær det over på tværs og bank på det med bagsiden af en træske - så falderde smukke, rubinrøde kerner ud af sig selv. Hvis æblet er virkeligt modent, kan du også nemt pille kernerne ud med fingrene - det sviner lidt mindre.

Komfurets Grundskole: Bolognese

Der er de her retter, som man altid vender tilbage til. Laver igen og igen hele livet igennem. Men alligevel begynder mange også forfra på opskriften hver eneste gang. Måske er det derfor, som den smukke Silke, der inspirerede denne opskrift, skrev - at de smager forskelligt hver gang. Ville det ikke være befriende dejligt at have en opskrift, der bare virker? Det er det, som Komfurets Grundskole vil gøre. I løbet af den kommende tid kan du her på sitet finde opskrifter på det, du med garanti for brug for på et tidspunkt. Ideen til serien kommer fra Morten Leerhøy, så tak for den, Morten!

Første afsnit i Grundskolen handler om bolognesen. Og selv om italienerne ikke spiser den på samme måde, som vi gør, har de alligevel deres egen version - den hedder ragú. Fordi pastaen er det vigtige i støvlelandet, er det også den, der er mest af. Saucen er nærmest blot et krydderi. Derfor vil du i italienske kogebøger se opskrifter til 4 personer, hvor der bliver brugt 250 g oksekød. Min opskrift er mængdemæssigt mere dansk, men smagen er autentisk italiensk - især takket være den uundværlige ansjospasta.

Og inden du nu stejler og siger, at det vil du fandme ikke putte i din bolognese, så læs lige lidt videre. Ansjoserne bliver brugt til at salte og har desuden den formidable kvalitet, at de tilfører saucen de femte smag, umami. Kort sagt er umami en ny grundsmag, som forskerne har opdaget. Du kender sødt, salt, surt og bittert - umami er den femte smag. Rent teknisk er det noget med glutamat, der blandt andet findes i tørret fisk, modne tomater, parmesanost og shiitakesvampe. Du kan læse mere om det her.
Nåmen, ansjospastaen smelter fuldstændig sammen med saucen og tilfører den udover en rund saltning også en dybere, fyldigere smag. Du smager den ikke, men du oplever effekten.

Du vil se forgæves efter tørret basilikum eller oregano, og der er med garanti også meget lidt tomat i, i forhold til hvad du er vant til. Det er fordi en bolognese skal være fast, ikke flydende. Så egentlig er det en tilsnigelse at kalde det for en sauce... Absolut nødvendigt er det at lade saucen simre i lang tid. Jeg ved ikke, hvorfor bolognese har udviklet sig til en 'hurtig hverdagsret' - for den bliver først rigtig god, når den får lov til at stå længe på lav varme og smelte sammen. En tommelfingerregel er, at du ikke skal kunne mærke kødet og saucen separat, når du spiser. Det er eksempelvis også derfor en bolognese ofte er bedre dagen efter, du lavede den. Så lad den endelig stå og simre længere tid end angivet herunder - hvis du har tid altså.

Bolognese til 4:

500 g oksekød (lav fedtprocent)
1 stort rødløg, hakket
2 gulerødder, i fine tern
3 spsk balsamico
1/2 dåse hakkede tomater
1 spsk tomatpure
3 tsk ansjospasta
Peber
Salt (måske)
2 spsk olivenolie

Varm olivenolien op i en stor gryde og kom kød, rødløg og gulerødder i. Steg for medium-høj varme til grøntsagerne er begyndt at blive bløde og kødet er brunet. Tilsæt balsamico, hakkede tomater, tomatpure, ansjospasta og peber. Læg låg på og lad simre for lav varme i 1,5 time. Kig til den indimellem og tilsæt lidt mere balsamico eller lidt varmt vand, hvis saucen er ved at koge tør. Smag til med peber, ansjospasta og eventuelt salt. Server med spaghetti og friskrevet parmesanost.

TIP!
Ansjospasta
Den ligner tandpasta, men med sådan en tube i køleskabet kan du altid trylle en fantastisk smag frem. Prøv den i alle former for gryderetter, i almindelig tomatsauce, i ovnstegte bønner, på bruchetta... Jeg køber min i Spaghetti Martelli - og det kan du også. Lige her.

Asian Sensation

I et eller andet anfald af 'gad vide, hvad jeg kan lave med det', købte jeg i går en pakke hakket kyllingekød. For selv om fars i alle afskygninger altid minder mig om min barndom i et 70'er-parcelhuskvarter lidt uden for Århus, så kan det ikke være helt umuligt at frembringe noget labert af de stakkels dyr.

Fordi jeg her efter nytår er blevet relativt asiatisk i min kulinariske inspiration - som du jo tydeligt kan se her på Komfuret - så lå det mig nært at kreere en japansk kyllingekødbolle, måske lidt a la dem, man får som yakitoristicks på sushirestauranter. Mange opskrifter kalder på brødkrummer, æg og mel for at få farsen til at hænge sammen, men min erfaring er, at det gør kyllingefars meget sejt. Derfor laver jeg dem uden. Det gør farsen en he del mere 'fiddly' at arbejde med og forme, men helt ærligt - så er det jo det endelige resultat, der tæller.

Tilbehøret lå lige for: En kold risnudelsalat med grøntsager, krydderurter og en soyabaseret dressing. Alt i alt var jeg meget tilfreds med det sunde måltid - lige indtil jeg talte med den søde mand, der havde fået bøf stroganoff og pomfritter til aftensmad. Så tænkte jeg alligevel 'mmm... fritter'. Nå, det bliver en anden god gang. Nu: Asian Sensation!

Teriyaki-kyllingekødboller til 2:

450 g hakket kyllingekød
6 tsk sesamfrø
1 tsk fiskesauce
4 tsk teriyakimarinade (se eventuelt opskrift her)
1/2 dl teriyakimarinade (til servering)

Bland forsigtigt farsen med en gaffel og form derefter boller, der matcher bordtennisbolde i størrelse. Kog dem forsigtigt i vand i 7 minutter - pas endelig på, at vandet ikke bulderkoger. Sæt kødbollerne på bambusspyd og grill dem på en grillpande, til de har fået tydelige mærker. Varm nu 1/2 dl teriyakimarinade lidt op i en gryde og hæld over kødbollerne. Drys gerne med lidt ekstra sesamfrø - det ser så pænt ud.

Kold nudelsalat til 2:

100 g vermicelli-risnudler
1 gulerod, skåret i  tynde stænger
2 store forårsløg, skåret i tynde strimler
2 håndfulde sukkerærter, skåret på skrå i små stykker
1 avocado, skåret i tynde skiver
1 rød chili, skåret på skrå i tynde skiver
1 lille håndfuld mynteblade
1 endnu mindre håndfuld korianderblade
1 håndfuld peanuts, grofthakkede

Dressing:
2 spsk lys soyasauce
Saften af 1 lime
2 tsk sukker
En smule sesamolie (doser hellere lidt ad gangen, så smagen ikke bliver for dominerende)

Udblød nudlerne i kogende vand, til de er møre. Bland med alle grøntsagerne, krydderurterne og nødderne. Rør herefter dressingen sammen - det er vigtigt, at du lader den stå, til sukkeret er opløst. Og smag endelig dressingen til. Den skal smage salt, syrligt, sødt og lidt brændt. Hæld den over salaten og vend rundt - gerne med hænderne. Arranger på et flot fad og drys med lidt ekstra peanuts. Du kan i øvrigt også servere nudelsalaten alene - enten som en vegetarisk ret eller med grillede kæmperejer i.

TIP!
Sådan får du mest saft ud af din limefrugt
Har du også tit stået med en lime, der virker helt tør og ikke var til at drive én dråbe saft ud af? Fortvivl ej! Rul frugten hårdt mod bordpladen, til du kan mærke saften i skallen på din hånd. Skær frugten over og pres nemt al saften ud.

Mandagspasta med nøddecitronpesto

Der stod 05.06 på mit ur, da jeg vågnede i morges. Og efter en unaturligt opslidende første arbejdsdag efter juleferien, var jeg komplet opbrugt, da jeg trådte ind ad døren lidt over fem i eftermiddags - og i øvrigt også lige så sulten som et hittebarn i en Charles Dickens-roman. Så min middag skulle selvsagt være både lynhurtig og nærende.

Denne nemme ret fandt jeg på mellem hylderne i Netto - og den tog helt ærligt ikke længere end ti minutter at frembringe. I mindre portioner vil den i øvrigt også kunne fungere smukt som forret.

Tagliatelle med nøddecitronpesto til 2:

250 g frisk pasta
2,5 dl valnøddekerner
Skrællen af 1 citron, revet eller finthakket
Et stort bundt basilikum, fintskåret
1-2 håndfuld reven parmasanost
Olivenolie
Salt
Peber

Hak valnøddekernerne, så størstedelen er finthakket men med nogle få, lidt større stykker imellem. Bland dem med citronskallen og basilikummen. Rør olivenolie i til blandingen løsner sig en smule, men husk at den ikke skal være flydende. Bland osten i og smag til med lidt salt og peber. Kog pastaen og dræn den - men gem en smule af kogevandet. Det skal du nemlig bruge til at løsne pestoen lidt mere, så den nemt kan smyge sig omkring den silkebløde pasta. Pynt med lidt basilikumblade og et par kværn sort peber. Og spis.

Kontakt til komfuret

Kære Komfur-læser

Jeg vil elske at høre fra dig. Fortæl mig, hvordan du bruger Kristines Komfur, om det har inspireret dig til at prøve noget nyt ved dit eget komfur, eller hvis du har ideer til en ret, jeg bare skal prøve. Mail mig endelig også, hvis du har spørgsmål til en af mine opskrifter - og selvfølgelig, hvis du er interesseret i at hyre mig til at lave mad til et af dine selskaber. Du mailer mig på kristineskomfur (at) gmail (dot) com.

Kærlig hilsen
Kristine

Et spørgsmål om smag

Hver måned stiller et af mine favorit-madmagasiner, Food Illustrated, de samme spørgsmål til en kendis under overskrifter A question of taste. De handler om mad og måltider - og for at du kan komme lidt tættere på mig, besvarer jeg her FI's spørgsmål:

Hvad spiste du i aftes?
Rispapirruller med rejer, grøntsager, krydderurter og risnudler med hoisinsauce og hakkede peanuts. Dampede dumplings med henholdsvis rejer og svinekød med en dyppesauce af lys soyasauce og limesaft. Hertil dampede edamamebønner med Maldon-salt.

Hvem ville du invitere til dit drømme-middagsselskab?
Jeg holder damemiddage for mine nærmeste veninder en eller to gange om året, og det er nogle fantastiske damer jeg har i mit liv. Men derfor kan der jo godt være plads til et par tilføjelser: Michelle Obama, Oprah, Anna Wintour, Whitney Houston og Martha Stewart.

Er du en god kok?
Ja. Ikke fordi jeg kan lave souffle, beurre blanc og alle mulige fancy franske sager (for det har jeg ikke prøvet endnu), men fordi jeg kan lave mad, der er fuld af smag og kærlighed, og som folk elsker at spise. Men jeg vil gerne prøve at kokkerere mig gennem nogle af de store klassikere, så måske jeg skulle se at komme i gang med Julia Childs samlede værker...

Hvad har du altid i dit køleskab?
Peppadew-pebre, Mutti-tomatpure på tube, chilipasta (grøn og rød), parmasanost (den fra Mad & Vin er fantastisk) og abrikosmarmelade fra Cipriani.

Hvilken mad minder dig om din barndom?
Enhver form for farsret. Svinekoteletter. Gul karry. Popcorn. Kold spaghetti. Vandbakkelser.

Hvilken restaurant er din favorit?
Det er næsten umuligt at sige - det kommer helt an på anledningen og selskabet. Men jeg har spist mange gode måltider på Umami. Jeg havde en fantastisk aften på Famo i Saxogade. Jeg føler mig altid hjemme hos den gale spanier Kiko, der bestyrer El Porron i Vendersgade (prøv hans 'nissehuer'). Og jeg mindes en festlig aften med dim sum og oksekød i wasabisauce på Pak Ka på Halmtorvet. Og så er der Saigon i Sølvgade, der har åbnet mine øjne for det vietnamesiske køkken på en måde, som Le Le aldrig formåede.

Hvad er det mærkeligste, du nogensinde har spist?
Stegt lammehjerne med grønne pebre. Det smagte fantastisk, men det var alligevel en sjov ting. Det var på Somor Rostro i Barcelona, og først vidste vi ikke, hvad det var. Men jeg rodede lidt med et stort stykke, og pludselig spottede jeg den velkendte struktur. Jeg er ikke sikker på, at resten af selskabet nød det så meget, som jeg gjorde...

Hvad skulle dit sidste måltid være?
Foie gras. Steak frites med bearnaise og en grøn salat. Creme Brûlée.

Hvis du har lyst til at læse nogle af de originale FI-questionnaires, så klik her!

Delikate ord

Jeg bliver tit spurgt om, hvor jeg har lært at lave mad. Selv min far, som jeg ellers synes har inspireret mig, har spurgt til det. Og svaret er vel, at jeg ikke helt ved det. Jeg begyndte nok at lave mad for alvor, da jeg begyndte at arbejde som journalist. For indtil da havde det at skrive nærmest været min hobby, men det er nok de færreste journalister, der sætter sig ned og skriver for sjov efter en lang arbejdsdag. Så min ventil blev madlavningen.

Jeg begyndte med det basale - lærte mig selv at frembringe de rigtige smagssammensætninger og de rigtige konsistenser. Jeg lærte hurtigt, at gaven ved krydderier er, at de smager, som de dufter. Det gør dem meget nemme at arbejde med. Hvis du kan lide duften af to-tre krydderier samme, så vil de med al sandsynlighed også fungere i gryden. Det var også heromkring, min kogebogssamling begyndte at vokse. Opskrifter og kulinarisk inspiration fra hele verden har fået mig til at kokkere mig kloden rundt.
En stor hjælp har været alverdens madblade. Derfor vil jeg præsentere mine årelange favoritter for dig:

Food Illustrated
Verdens smukkeste madblad er Food Illustrated blevet kaldt. Egentlig er det et magasin produceret og udgivet af en supermarkedskæde, Waitrose, men det ligner alt andet end en tilbudsavis. Hvor Irmas Krydderiet er meget tydeligt salgsorienteret, har FI også masser af indhold, der ikke handler om deres egne produkter eller leverandører. Jeg elsker deres temaer, der lettilgængelige opskrifter og ikke mindst de meget delikate billeder. Og så var der Professor Spoon, der lærte mig, hvorfor brød bliver brunt, når du rister det (det er sukkerindholdet i brødet), og hvorfor æg ikke smager godt, når du spiser dem udenfor (svovlen går i forbindelse med luften eller noget i den dur). Der er også Eating their words-spalten, der gennemgår forskellige anmeldelser af nye (britiske) restauranter. I love it! 
Læs mere her: Food Illustrated

Delicious.
Dette magasin er hjemsted for mange af de kendte tv-kokke, men det er ikke magasinets force. Jeg synes, de har en virkelig god tilgang til mad og madlavning. Her er masser af inspiration til hverdagsmaden, indkøbskurve til en uges menuer og gode tips, der gør det nemt at få god mad på en travl dag. Der er også nye måder at lave klassikerer på og så er Delicious. eksponent for friske, farverige og easy to eat-retter. Det var her, jeg stødte på Bill Granger første gang. Hans udprægede Sydney-køkken tiltaler mig - det er let mad, ofte med seafood, chili og andre friske smagsnoter. Og selv om han er fra Australien, er det nemt at overføre mange af hans opskrifter til havlandet Danmark. Især om sommeren.
Læs mere her: Delicious.

Liangs Cashew Chicken

Indrømmet, dette er ikke verdens smukkeste ret - til gengæld smager den som en drøm! Første gang jeg fik den, var hos min fætter Nikolaj og hans kone, Beverley, der er fra Malaysia. Nu kunne du måske tro, at opskriften er fra hendes hjemland, men faktisk er den kinesisk - bragt til landet af deres roommate, Liang. Han brugte eftersigende obskøne mængder af olie, sukker og salt, så jeg har lavet en lidt lettere version.

Jeg bruger altid usaltede, hjemmeristede cashewnødder, for ellers kan retten gå hen og blive den rene saltfest med soyasauce und alles. Og server endelig med klistrede jasminris. Og nej, begynd ikke på noget med at proppe grøntsager i. Charmen ved denne ret ligger i det klistrede, det søde, de crunchy nødder og den kraftige smag. Begynd i stedet hellere måltidet med en omgang vietnamesiske sommerruller med rejer.

Cashew chicken til 4:

400 g kyllingefilet, skåret i tynde, tynde strimler
3 spsk vindruekerneolie (eller en anden neutral olie, olivenmodellen duer ikke her)
2-4 tsk chiliflager, alt efter hvor stærk, du vil have din mad
2 dl vand
1/2 dl mørk soyasauce (jeg køber Pearl River hos Den Kinesiske Købmand)
3 tsk sukker
2 tsk oksefond (den flydende fra Irma)
2-3 tsk majsstivelse rørt op med lidt koldt vand
150 g cashewnødder, ristet på panden over medium varme til de får farve

Varm olien op over høj varme og tilsæt chiliflagerne. Rist dem, til de bliver mørke og dufter sødt. Kom kyllingestrimlerne i og steg et par minutter. Kom nu soyasauce, vand, oksefond og sukker i og lad det stege 10 minutter uden at skrue ned for blusset. Husk at røre i de labre sager undervejs. Juster til sidst saucen med majsstivelse, til den har den konsistens, du vil have. Smag til - saucen skal smage sød, krydret, fyldig og lidt salt. Vend nødderne i lige inden servering. Yummy!